Du slog mig ondt og ilde,
Du tog min sidste Fred —
og dog er Du den Kilde,
mit Hjerte styrkes ved.
Hvor svært at vide noget,
man ikke kan forstaa:
Nu skal jeg aldrig se Dig,
her skal Du aldrig gaa.
Og dog er Du tilstede
for mig i alt, som sker,
Du er hos mig for evigt
skønt aldrig, aldrig mer —
Alt det, jeg havde splittet,
min Sjæl, mit Sind, min Aand,
har Du dog en Gang samlet
med svag og barnlig Haand.