Hvor godt, naar de mødes,
der skiltes engang,
at Gensynet fødes
af Hjerternes Trang —:
„vi var for hinanden
for evigt bestemt,
og intet af det, vi
har fælles, er glemt;
fordi Du har levet
usynligt hos mig,
jeg kommer til Dig,
„Den Fremmede loved mig
timelig Gavn,
men slog mig, naar bare
jeg nævned Dit Navn.
Hans Had har jeg følt,
hvor jeg gik eller stod,
hans Venlighed var mig
end mere imod,
og aldrig i Verden
jeg kaldte ham min,
fordi jeg er Din!“
„Og jeg har bestræbt mig,
saa godt som jeg kan,
for, siden vi skiltes,
at blive en Mand.
Først da Du forlod mig,
jeg ganske forstod,
hvad jeg har forskyldt
i ungdommeligt Mod:
at det, som jeg vilde,
af Drømme var skabt —
men da var Du tabt!
Jeg drog ud i Verden
til fremmede Kyst,
jeg søgte ved Lærdom
og Arbejde Trøst,
jeg dyrkede Heden,
jeg læste og skrev,
men dybt i mit Hjerte
bestandigt Du blev —
en Sødme, en Smerte,
en Længsel, et Savn —
jeg elsked Dit Navn!“
Hvor godt, naar de mødes,
der skiltes engang,
at Gensynet fødes
af Hjerternes Trang;
hvor skønt i en Tid,
hvor saa lidet er helt,
men Kampen for Vinding
har splittet og delt —
hvor Troskab og Retfærd
og Adel er Ord,
kun Taaberne tror!