I gusten Skumringsgade
de blege Lygter staa
og vinder langsomt Styrke,
mens Mørket falder paa;
naar Mulm omhyller Staden,
en kunstig Solskinsdag
oplyser festligt Gaden
dybt under Nattens Tag.
Folk haster til Teatre,
og hver »mondæn« Kafé;
man mødes, nikker, smiler,
vil gerne ses og se.
Automobiler standser,
en Tjener springer frem
og aabner, mens han sanser
en sød Parfume-Em.
Det har fornylig regnet,
og blankt er Tages Tegl;
i Gaden blinker Lyset
som i et søndret Spejl.
Hvor sorte Sidegader
udmunder afgrundsbrat,
gaar Kvinder ud i Strømmen
som frem fra Mulm og Nat.
Den tyste Glædespige
gaar ud ved Aftenstid
med Mulm om sine Øjne
og Kinden sminkehvid;
i Lys fra Buelamper
er hendes Morgenstund,
saa kunstig som det Purpur,
der farver hendes Mund.
Se denne Dronningmine
af bittersød Foragt
i vraget Sjæl, der trodser,
fordi den er forsagt;
bag Skøge-Marmorsmilet,
dum-stolt af frække Krav,
er skjult en Mørkets Viden
som i en kalket Grav.
Hun ved, hvad denne Herre
bad om med ivrig Bøn,
hun husker ham derovre,
der gav en Fyrstes Løn —
de kender hende ikke,
de hilser ikke nu,
skønt det en Nat hos hende
hed: smukke lille Du —
Den tyste Glædespige
gaar ud ved Aftenstid
med Mulm om sine Øjne
og Kinden sminkehvid —
Ak, lille Glædespige,
hvad er med Ordet ment —
hvis Glæden kommer til Dig,
saa kommer den for sent.