Snart lærte hendes første,
generte Kavaler,
at den naar ingen Vegne,
som bare staar og ser,
thi mange Drenge bejler
til smukke Rosas Gunst,
ved vældig Pral og »Godter«
udfoldes deres Kunst.
Han gemmer sig og græder,
imens hun gaar forbi
med En, der bød paa Kager
i et Konditori;
men da han atter saa dem
ved Aften følges ad,
tilsnøredes hans Strube
af Sorg og Graad og Had.
Snart En og snart en anden
tror, han er Rosas Ven —
snart føler de sig svigtet,
snart har de Haab igen;
men Rosa aner ikke
den Sjælekval hun saar,
hun længes kun og lever
i det, der forestaar.
Og naar i »Biografen«
en Dreng er stolt og glad,
fordi han er hos Rosa,
og de to fulgtes ad,
saa er hun langt, langt borte
i det, hun for sig ser,
og lever i det skønne
og sælsomme, der sker:
Den alleryngste Greve
gaar frem i Slottets Sal,
ved Væggen staar, beskæmmet,
den skulende Rival —
men hun, som nu til Ære
og Magt og Lykke kom,
er hende, der har levet
som Barn i Fattigdom.
Fra Sorg og Savn og Mørke
kom hun ved Skæbnens Spil
til Glædens lyse Sale,
hvor hun nu hører til;
og Rosas Hjerte banker,
for i den næste Akt
staar hans og hendes Bryllup
i megen Glans og Pragt.
Selv drømte Rosa ofte,
at hendes Far og Mor
og Vejen, hvor hun lever,
og Huset, hvor hun bor,
og Fattigdommens Tristhed
og Dagligstræbets Ord
er ikke virkelige,
kun noget, som hun tror.
Derfor er Vejens Drenge
— trods deres Ridderspil —
for Rosas fjerne Drømme
som var de næppe til —
mens Dukkerne og Katten
og Smedens store Hund
er trøsterige Venner
i hver bekymret Stund.
Ja, allerbedst af alle
kan Smedens Hund forstaa,
naar Rosa taler til den
om det, hun tænker paa:
den sidder tryg hos hende
— i Fred for Dril og Tant —
opmærksom og troskyldig,
som om den ogsaa fandt:
Rosa er sød — ikkesandt —