Her bor Du altsaa, Rosa —
jeg tænker, det er dèr
i denne lave Længe
bagved de grønne Trær —
Fra Puden stritter »Fletter«
med røde Sløjfer paa,
ved Sengen staar Din Dukke,
saa nær, at Du kan naa.
Du sover trygt som Barnet,
der ikke lider Nød,
og sutter paa en Finger
med Smag af Fedtebrød;
Du mumler lidt i Søvne
og kravler Dig til Ro
i Søvnens dybe Skygge,
hvor skjulte Kræfter gro.
Imorgen skal Du lege
paa Vejen hèr igen
med Mary og Viola
og med Din første Ven.
Og Liremanden kommer,
og der blir Bal, jovist —
men allerskønnest strækker
dog Rosa frem sin Vrist.
Viola har Koralbaand,
og Mary har en Ring
og Lydia en Broche,
kun Rosa ingenting —
og dog saa meget mere
end det, de Børn kan faa,
for lille Rosa ejer
alt det, hun tænker paa.
Hun nejer og hun drejer
og løfter sig paa Taa
og strækker Armen festligt,
som var der Armbaand paa.
Men hendes første Kærest’,
som hun ved Dansen vandt,
han ved kun — mens han maaber
som haabløs Debutant —:
Rosa er sød — ikkesandt —