Højt over Klostret
en Glente svæver,
i Skyverdnens Stilhed
et Skrig den hæver.
Og dybt under Klostret,
hvor Skoven sig sænker,
med perlende Draaber
den Vildbækken stænker.
Hvor Gederne klatre
blandt Klippernes Stene,
en Vogtertøs sidder
paa Fjældet alene.
Og mens hun spejder
fra Fjældets Tinde,
Hørhaaret flagrer
for alle Vinde.
Dog pludselig ler hun,
et Skrig hun hæver,
der vidt gjennem Fjældene
rungende svæver.
Var det et Budskab
til Brødre og Frænder;
hun kalder ej Nogen,
har ingen Venner.
Et Skrig kun, at Stilhed
ej sprænger et Bryst,
som den ensomme Flyvers
af himmelhøj Lyst.