I.
Skiller jer stundom,
I lykkelig Elskende.
Ak, kun i Fjærnhed
vil eders Sjæle
magisk forbindes;
ak, kun i Længsel
mødes I helt!
Sødt er den Elskte
i Armen at fatte,
søde Besiddelsens
livsvarme Skatte,
sødt er det salige,
samlende Nu.
Som modne Druer,
der Haven pryde,
vi graadig bryde,
naar Solens Luer
tørred’ vor Læbe,
saadan vi stræbe
Nuet at nyde.
Og dog som Vinen,
der længe gjemtes
i Kjældermørke,
i Fade dunkle,
fik dobbelt Styrke,
til den skal funkle
i festligt Bæger,
saa kan den Elskov
kun dybt betage,
der langsomt modnes
i Længselsdage
lig Blomsten ene,
blandt kolde Stene
til Klippen lænket,
til Farver rene
den vorder skænket.
Skilles da stundom,
I lykkelig Elskende!
Bedre at skilles
af mange Mile
end af Nærhedens
Travlhed og Trængsel,
der ofte matter
Hjærternes Længsel,
og stjæler Øjets
fortrolige Glans.
Ak kun i Fjærnhed
vil eders Sjæle
magisk forenes.
Ak, kun i Længsel
mødes I helt!
II.
Før Morgen mig vækked
mit Hjærtes Slag.
Mit Hjærte, hvi slaar Du
saa heftigt i Dag?
Hør Træerne rasle
med Dugdraaber paa;
den sidste Stjærne
sov hen i det Blaa.
Men, lyt! Under Spaantaget
lister en Maar,
en sovende Svale
kan hænde den faar.
Og Vildbækken styrter
saa travlt, som den plejer,
og Møllehjulet
sig søvndrukkent drejer.
Nu galer Hanen,
det dages saa smaat.
O, Dag, hvor dit Ansigt
er hæsligt og graat.
Ukjærligt Du skiller
to Elskende ad.
Til Gjensynets Time
nu sove jeg gad.