Indhold.
Henrik den Store fortæller Dronning Elisabeth Frankerigs Ulykker; han gaaer ud fra deres første Aarsag og skildrer enkelte Scener af Bartholomæi Nattens Blodbad.
Den Jammer, Frankerig er styrtet i,
O Dronning! er des skrækkeligere,
Fordi den af en hellig Kilde sprang:
Det Religjonens grumme Iver var,
Som Franskmænds Haand imod dem selv bevæbned.
Jeg ikke dømmer mellem Genf og Rom;
Hvad helligt Navn end de sig begge gav,
Hos begge Sviig og Rasenhed jeg saae.
Hvis Overtroe til Falskhed Moder er,
Hvis Mord og Niddingsværk er Løgnens Segl
I denne Kiv, Europa rystes af,
Da er ved lige Grumhed hvert Partie
I Brøde, som i Blindhed ogsaa lige —
Men Statens Forsvar var min Idræt, jeg
Sig selv at hævne Himlen overlod,
Min Magt man mig ei overskride saae
Ved frækt paa Altret at forgribe mig;
Forbandet være og den Politik,
Den grumme Politik til evig Tid,
Som over Hiertet sig despotisk Magt
Tilegner, som med Sværdet Mennesker
Omvende vil, og Alteret med Blod
Af Kiettre væder, og, veiledet af
Falsk Iver eller Egennytte, kuns
En Fredens Gud med Mord og Manddrab dyrker.
Den Almagts Gud, hvis Lov jeg ivrigen
Randsaged’, give, at Palæserne
Her havde tænkt, som jeg; men ak! ei saa
Samvittige var begge Guiserne.
Som Hoveder for et troskyldigt Folk,
Har disse Æresyge egen Sag
Med Himlens Sag at dække vidst, og i
Den spændte Snare ført et rasent Folk,
Dets grumme Gudsfrygt væbnet imod mig:
Af Nidkierhed jeg Borgerne har seet
Indbyrdes dræbes, seet dem fare frem
Med Mordbrandsfakkelen til Strid og Kamp
For tomme Sætninger, de ei forstod.
Du Folket kiender, og hvorvidt det gaaer,
Naar en fornærmet Himmels Sag det faaer,
At hævne, naar med Religionens Sløer
For Øine bundet, det ei lystre vil,
Men Lydigheders Tømme kastes af.
Du veed det, og med viis Forsigtighed
I Fødslen alt Uhyret qvalte; knap
I Dine Stater trak Uveiret op;
Det Dit aarvaagne Øie forudsaae,
Det Dine store Dyder stillet har,
I Roe regjerer Du, frit London er,
Adlydte Dine Love, blomstrende.
En anden Vei tog Medicis. Maaskee
Ved denne sorgfulde Fortælling rørt,
Du denne Medicis lidt nøiere
At kiende ønsker? — Hendes Rænker skal
Du høre af en sandru ærlig Mund:
Om hende mange have talt, men faa
Har hende kiendt tilfulde, meget faa
Har hendes Hiertes Folder giennemskuet.
Jeg — tyve Aar ved hendes Sønners Hof
Opfødt — jeg, som saae under hendes Fied
I tyve Aar Uveiret fødes, ak!
Jeg hende alt for vel at kiænde lærte!
Da udi Alders Blomster hendes Mand
En tidlig Død bortrev, da først hun fik
For hendes Æresot fri Tumleplads,
Enhver af hendes Børn, ved hendes Tugt
Opdraget, hendes Fiende blev, saasnart
Han vilde herske uden hende; trindt
Om Tronen hendes Haand udsaaede
Forvirring, Avind og Uenighed;
I det hun stedse alt for vel forstod
At hidse Guiserne mod Conderne,
At hidse Frankerig mod Frankerig,
Bestandig rede at forene sig
Med fordums Fiender, og omskiftende
Rivaler, Venner, Fordeel idelig;
Vellysters Slave, men dog Ærens meer,
Og troløs mod sin Sect, og overtroisk:
Hun havde, kort! for ei at nævne fleer,
Vel alle Qvindefeil; men ikkun faa
Af Qvindedyder — Qvindefeil! tilgiv
Min Aabenhiertighed! dog Du ei bliver
Til dette Kiøn henregnet; Elisabeth
Den Store ikkuns Kiønnets Ynde har,
Da Himmelen Dig dannede, til at
Regiere Stater, den Dig satte og
Til Mynster for os alle, og iblandt
De største Mænd Europa Dig henregner.
En brad Død havde Frantz den anden alt
Da sendt i Graven til sin Fader ned,
— Det svage Barn, som hylded’ og tilbad
Ethvert af Hertug Guises Indfald, og
Hvis Feil og Dyder lige ukiendt var —
Den endnu yngre Carl bar Kongenavn,
Men ene Medicis regierede,
Og Frankrig skielved’ under hendes Spiir.
I Førstningen hun syntes, for sin Magt
Ret at befæste, en lærvillig Søn
I evig Barndoms Ledebaand at føre.
Ved selv at tænde Tvedragts Fakkel, hun
Sin ny Regiering brændemærkede
Med Fiender uden Tal; hun væbnede
To fiendske Secters vilde Had; og Dreux,
Som først saae deres Faner vaie, var
Den første gruelige Skueplads
For deres Tog. Ved franske Kongers Grav
Da Montmorenci Oldingen for det
Dødsvangre Blye, en krigersk Haand udskød,
Sin hundred Aars den tunge Bane endte,
Ved Orleans laae Guise myrdet. Min
Ulykkelige Fader, alt for fast
Til Hoffet bundet, alt for svag og mod
Sin Villie dog stedse Dronningen
Hengiven, sit usikkre Liv hendrog
I Spot og i Forsmædelse; han sig
Ulykker altid selv beredte, streed,
Og døde selv, for sine Avindsmænd.
Condé mig, som sin Broders eneste
Udkaarede, mig Fader var, som Herre.
Hans Leir min Vugge var — blandt Krigers
Tog, under Laurbærtræets Skygge, der
Opdraget udi Møier blev, med ham
Paa Hoffets Ladhed lærte at see ned,
Hans Tog var min Ungdoms-Lege — ak!
Paa Jarnacs Slette! ak! for grumme Slag!
Barbarske Montesquiou! ei Kriger, men
Kuns Morder! Alt med Døden kæmpende
Condé i Dine grumme Hænder faldt;
Jeg Stødet saae, hans Blod at strømme saae,
For ung endnu min Arm, min svage Arm
Hans Drab ei standse eller hævne kunde.
Den Gud, som naadelig beskiermede
Min første Alders svage Aar, har og
Min Ungdom kuns betroede til Helte.
En Coligny, en værdig Eftermand
For en Condé blev min, blev mines Værge.
Jeg ham, o Dronning! skylder alt; det jeg
Ei dølge bør, og hvis Europa mig
For nogle Dyder priser, hvis selv Rom
Min Krigsdaad ofte agtet har, Dit Værk
Allene, ædle Skygge! dette er.
Jeg under Dine Øine voxte op,
I Krigens strenge Skole dannedes
Mit unge Mod — Du Heltes store Konst
Ved dit Exempel lærte mig! Jeg saae
Hiin Kriger, graae i Farer vorden, at
Udholde Vægten af den fælles Sag;
Mod Skiebnen og mod Medicis, tilbedes
Af sit Partie — Af Modpartiet agtes,
Ulykkelig iblant — men altid frygtet —
Snild, naar han streed — snild naar han maatte vige,
I Vanheld større, mere priselig,
Meer frygtet, end Gaston og Dunois
Det var i deres Seiervindingers
De stolteste meest brammende Triumpher.
Da efter fulde ti Aars Seier og Tab
End vore Marker Medicis med et
Partie saae skiult, som hun tilintetgiort
Alt troede, hun, af at stride og
At seire uden Nytte kied tilsidst,
Besluttede en Møie, som hun saae
Var frugtesløs, at spare, og med eet
At ende al den Usamdrægtighed:
Os Hoffets sledske Naade lokkede,
Da man ei havde kunnet kue os,
Man gav os Freden — o! men hvilken Fred!
O! Retfærds Gud! Du saae, Du hævne vil
De Strømme Blod, hvormed den vædede
Sit jammerrige Olietræe! — o Gud,
Skal Menneskenes Herrer sees saa
For deres Folk at jævne Lastens Veie!
Vor Coligny, i Hiertet Kongen tro,
Selv naar han streed imod det, Frankerig
Dog stedse elskede; han glædtes ved,
Han greb den lykkelige Leilighed,
Som Statens Eenighed at sikkre lod;
Thi sielden kiendte Helten Mistillid:
Han tillidsfuld blant sine Fiender kom,
Mig midt i Louvre ind ledsagede;
Med Taarer Medicis mig favnede,
Paa moderlige Kiertegn ødslede,
Svoer Coligny oprigtigt Venskab til:
Hans Raad herefter ene følge vil;
Med Hæder, Gaver overvælded’ ham,
Hun alle mine Venner, som sig lod
Af Haabet lede vild, det falske Skin
Af Kongens Smiil, og Gunst for Øine holdt,
Ak! længere vi det at nyde haabed’.
Vel havde Nogle Mistillid til de
Forræderiske Gaver; frygtelig
Selv Gave af en Fiende syntes dem —
Men Carls Forstillelse med deres Mistroe
Tog til; i kort Tid Medicis sin Søn
Til Meneed havde dannet udi Løn,
Til Argelist og til Misgierninger
Hans unge bøielige Hierte vant,
Og den ulykkelige Prinds, kuns alt
For lærevillig, og af eget Hæng
Til Grusomhed tilskyndet, alt for god
En Fremgang udi Lasters Skole giorde.
Tilsidst for denne skrækkelige Plan
At skiule bedre, han sin Syster gav
Mig — han sin Broder kaldte mig — O Navn!
Som mig bedrog — o tomme Eeder! O!
Ulykkelige Baand, o Du, som var
Os Løsenet til vore første Trængsler,
Din Fakkel, Hymen! som antændet blev
I Himlens Vrede, den min Moders Død
Oplyste for mit Øie. — Jeg er ei
Saa uretfærdig, at jeg Medicis
Endnu tilregne skulde hendes Død —
Jeg denne Tanke fierner bort, om den
End er maaskee velgrundet; jeg ei har
Behov Ugierninger af hende at
Opsøge. — Nok! min Moder døde. — Du
Tilgive Taare, som, ved en saa øm
Erindring, Smerten presser af mit Øie!
Alt modnes; Tiden kom, som Dronningen
Bestemt til Sørgespillets Ende havde.
Signal blev givet uden Støi og Larm,
Ved Hielp af Nattens tause Skyggers Mulm;
Thi denne jammerfulde Maaneds sig
Omskiftende Beherskerinde da
Af Skræk til zittrende og blege Lys
At skiule syntes. Udi Hvilens Arm
Laae Coligny indslumret; trygge Søvn
For ham udstrøede sit Valmufræ,
Da tusind Stemmers græsselige Brøl
Med eet af søde Slummer vække op
Hans Sandser; Han sig reiser, seer sig om,
Og seer fra alle Kanter Mordere
Med iilsomt Skridt at fare frem, han seer
At blinke Blus og Vaaben overalt,
Sit Huus antændt, et heelt Folk i Allarm,
Sit Tyende blodstænkt, i Luen qvalt;
Han Morderflokken, hidset op ved Blod,
At brøle hører: ”Ingen spares maae
”Det Gud, det Medicis, det Kongen byder.”
Han hører lyde Navnet Coligny,
Den unge Teligny langt borte seer,
Hvis Kierlighed hans Datter har fortient,
Sit Huses Ære, sit Parties Haab,
Som, blodig, sønderslidt, henslæbes af
Soldater, og om Hævn anraaber ham,
Og mod ham strækker værgeløse Arme.
Da den ulykkelige Helt forladt
Og uden Vaaben, seer, han maatte døe,
Uhævnet døe, han i det mindste, som
Han Livet haver ført, det ende vil;
Med al sin Ære og med al sin Dyd.
Den Dør, som ham indsluttede, nu alt
En talrig Morderflok at sprænge op
Begynder; han den aabner selv og sig
For dem henstiller, med hint rolige
Og stille Blik — hiin høie Mine, som
Naar han i Striden — styrende sit Mod —
Med rolig Sindighed, nu dæmpede,
Nu pustede ad Krigens vilde Lue.
Ved denne Høihed og Ærværdighed
I Mine og i Aasyn Morderne
Af Skræk og Ærefrygt betagne bleve;
En lønlig Kraft har deres Vildhed dæmpet.
Nu Kammerater! sagde han, hvorfor
Fuldbyrde I ei Eders Værk, og med
Mit Blod, som Alderen alt isnet har,
Besudler denne Isses Snee, som blev
Af Krigens Skiebne skaanet udi meer
End fyrgetyve Aar — slaaer til! frygt ei!
Jer tilgav Coligny — Af ringe Værd
Mit Liv kuns er — jeg skienker Eder det —
Jeg heller det for Eder havde givet.
Ved disse Ord de Tigre falde ned,
En sine Vaaben kaster bort af Skræk,
Hans Knæe en anden favner, bader dem
Med Taarer, og, af sine Mordere
Omgiven, denne store Mand var liig
En mægtig Konge, af sit Folk tilbedet.
Men Behme, som sit Offer ventede,
Nu iler op — forbittret springer til,
Fordi man hans Misgierning sinkede,
Han Mordernes de alt for seene Stød
Paaskynde vil. — Ved Heltens Fod han seer
Dem alle skielvende; ubøielig
Han ene blir ved et saa rørend’ Syn —
Allene han, hvis Hierte stedse var
For Medynk tillukt, skulde troet, at
Han derved syndede, og Medicis
Forraadte, hvis han følte mindste Nag,
Iblant Soldaterne han farer frem;
Med uforsærdet Mine Coligny
Ham bier — og det glubend’ Udyr da
Ham Kaarden flux i Siden støder, med
Fravendte Øine; at ei ved et Blik
Fra dette høie Aasyn, vorde lam
Hans Arm — hans Mordermod ei isne skulde.
Et saadant Endeligt den største Mand
Af alle Franker fik! Man haaner ham,
End efter Døden man mishandler ham;
Hans Liig, forhugget, ikke Graven undt,
Rovfuglenes uværdig Føde blev.
Hans Hoved man for Medicis frembar,
En Gave, hendes Søn og hende værdig!
Med Ligegyldighed hun den modtog,
Og syntes ei at smage Hævnens Frugt:
Foruden Glæde, som foruden Nag,
En Mester over sine Følelser,
Og som til slige Gaver længe vant.
Men hvo kan skildre de Ugierninger,
Som denne grumme Nat udrugede!
Colignys Drab, af Rædselscenerne
Den første Grøde, var kuns Forspil til
Det hele gruelige Sørgespil.
Et heelt Folks tøileløse Morderflok,
Af Pligt og Iver hidset op til Mord,
Med Staalet udi Haand, med vilde Blik,
Gik over Dynger Liig af dræbte Brødre.
I Spidsen Guise var, og fnysende
Af Vrede hævnede paa alle Mine
Sin Faders Skygge. Med en Dolk i Haand
Nevers, Condi, Tavannes pustede
Til grumme Ivers vilde Flamme, bar
Forbrydelsernes Liste for dem, og
Til Mord dem førte an, og Offrene
Udpegte. Jeg for Dig ei skildre vil
Den Larm, de Skrig, det Blod, som overalt
Udi Paris i store Strømme randt,
Ei Sønnen myrdet paa sin Faders Liig,
Og Broderen med Sø’stren, Datteren
Med Mod’ren, Mand og Kone døende
I deres Boeligs Luer, Børnene
Fra Vuggen revne og mod Stene knuste.
Af menneskelig Rasenhed man vel
Kan vente saadant; Efterverdenen
Vil neppe derimod begribe, og
Du selv vil dette endnu neppe troe:
At disse glubende, blodtørstige
Uhyrer, hidset op ved Præsternes —
Mordlystne Præsters! — Røst, paakaldte Gud,
I det de Deres Brødre myrdede,
Og vovede, med Hænder badet i
Uskyldighedens Blod, at nærme sig
Til Herren med et saa afskyeligt Offer.
Hvor mange Helte døde skiændig Død!
Renel og Pardaillant til Skyggerne
Nedstege; brave Guerchy! ogsaa Du!
Og Du, o vise Lavardin! Du, som
Fortiente længer Liv og bedre Skiebne.
Blant de Ulykkelige denne Nat
Nedsænked’ til et evigt Mørkes Rædsler,
Forsvared’ Marsillac kun, og Soubise,
Skiøndt Dødsens dømte, end i nogen Tid
Et ulyksaligt Liv. Bestænkt med Blod,
Igiennemstungne, neppe aandende
Man støder, slæber dem til Louvres Porte;
De det forhadte Slot med deres Blod
Besprænge, og anraabe Kongen, som
Dem begge to forraadte. Medicis
Fra Slottets Tinding Stormen puster op,
Og skuer denne vilde Fest i Mag;
Mens hendes Yndlinger med graadigt Blik
Saae Strømme Blod for deres Øine rinde;
Parises rygende Ruiner var
For disse Helte deres Seierspomp.
Hvad siger jeg! o Brøde! Spot og Spee!
O Jammer uden Lige! Kongen selv,
Selv Kongen, midt blant Bødlerne, de vildt
Omirrende udseete Offres Flok
Forfulgte, og med Undersaatters Blod
Vanhelligen besudlede sin Haand.
Den samme Valois, hvis Ærinde
Jeg rygter her i Dag, den Konge selv,
Som her ved mig anraaber Dig om Hielp,
Tog i sin grumme Broders Udaad Deel,
Og raste selv i skiændig Morderfærd.
Dog derfor ei et grusomt Hierte slaaer
I Hendriks Bryst; nei! sielden han i Blod
Sin Haand har vædet — men Exemplets Magt
Hans unge Hierte hen til Laster drog,
Og selv hans Grusomhed en Svaghed var.
Jeg dølger ei, at nogle jo, iblant
Den Mængde Liig, dog heldigen bedrog
Det gridske Mordersværd: Fra Mund til Mund,
Til sildigst Efterslægt, det unge Barns
Caumonts, forunderlige Redning gaaer;
Hans gamle Fader, træt af Aldrens Last,
Blant sine tvende Børn sig havde lagt
Til Hvile; een Sæng Fader, Sønner giemte.
Den glubste Mordertrop, af Vrede blind,
Paa dem lod Dolken synke Stød i Stød;
Saa fløi islæng den grumme Død omkring
Paa det ulykkelige Leie; — i
Sin Haand den Evige vor Skiebne bar,
Han kan vort Liv bevogte, naar han vil,
Imens Manddraberen forgieves fnyser. —
Af intet Stød Caumont blev ramt; thi en
Usynlig, til hans Værge væbnet, Arm
Fra Morderhænderne hans Barndom rev.
Hans Fader, ved hans Side døende
For tusind Stød ham skiulte med sit Liig,
Og, Folkets, Kongens Grumhed skuffende,
Nu anden Gang ham Livet gav. Men jeg?
Hvad giorde jeg i denne Rædselsstund?
Ak! alt for tryg ved Eedens Hellighed,
Ak roelig udi Louvres Inderste
Og langt fra Vaabenbraget, laae jeg i
Den søde Hviles Tryllearm endnu.
O! Rædsels Nat! o! sørgelige Blund!
Dødstilberedelser min Søvn forjog;
De kiereste af mine Tienere
Man havde myrdet, deres Blod fra hver
En Side overskyllede min Gang;
Mit Øie aabnedes kuns for at see,
Hvorledes mine Folk nedhugne laae
Paa Fliserne — Blodstænkte Morderne
Hen til mit Leie nærmed sig, og mod
Mig hævede en fadermordisk Haand.
Jeg Gravens Strube for mig aaben saae,
Mit Hoved rakte frem, og vented’ Døden.
Hvad enten en indgroet Ærefrygt
For deres gamle Kongers Blod for mig
I disse Usles Hierter talede
Endnu — hvad enten det var Medicis
Opfinderiske Vrede, som for mig
Fandt Døden alt for lempelig en Straf,
Hvad eller hendes snilde Rasenhed
— For under Stormen at forsikkre sig
En Havn — som Gidsel mig bevogtede
Man skaanede til ny Elendighed
Mit Liv — og snart man Lænker bragte mig
Paa hendes Bud. Langt lykkeligere,
Langt mere værdig at misundes var
En Coligny, som, da han faldt, ei meer,
End Livet, tabte; thi hans Frihed og
Hans Ære fulgte ham i Graven ned —
Du gyser, Dronning, ved at høre en
Saa frygtelig Fortælling; saadan Skræk
Igiennemfarer Dig. Men jeg har kuns
Den mindste Deel af deres Grusomhed
Fortalt: Man skulde sagt, at Medicis
Fra sit fordærvelige Louvres Top,
Signalet gav for hele Frankerig;
Alt efterlignede Paris — og flux
Foer Døden over hele Frankrig ud.
Saasnart en Konge vil Misgierninger,
Han lydes alt for vel: Af Mordere
I tusind Tal blev hendes Hævn udført,
Og franske Floders blodig Vande bar
Kuns lutter Liig til de forbauste Have.
J. Z. Hyphoff.
Candidat i Theologien og Collega
ved Skolen i Horsens.