Kai Hoffmann (1874–1949)

Jeg drømte inat, at jeg stod ved en Flod

og blomstrede blaanende . . .

                                          Tværtimod —

jeg drømte inat, det var Høst, hvor jeg stod.

Jeg drømte, at Øksen var lagt ved min Rod.

Saa onde Drømme — betyder de Ondt?

Her har vi staaet og set os rundt,

følt, at alt det var saare godt,

for her var Templer og Himmelblaat. . .

Sten, Vand, Luft — det er underskønt,

naar blot der anes et Skær af Grønt;

i dette Rige af Luft og Sten

er Grenen sælsomt og pragtfuldt Gren.

Imod en ældet og ædel Mur

er vi en frodig og frisk Natur,

vi staar og gror ved den stille Strøm

og er i Nord en arkadisk Drøm.

Paa éngang vredne og klassisk slanke

er vi den evige Skønheds Ranke . . .

Men Økserne hugged inat min Rod,

jeg drømte inat, at man tapped vort Riod

for Mennesket skænder i Krig og i Fred,

én flænser med Vellyst i Kød og i Ved,

én vover sig ikke sin Næste for nær,

men myrder kun Trær . . .