Er jeg en Fugl, der synger?
Er jeg et Træ, der gror?
— Er der en Solsorts Sødme
i mine kunstige Ord?
Staar jeg med Løv og Rødder?
Løfter jeg højt mit Sind?
Er jeg den skinnende Maane
over den dunkle Lind?
Mennesker standser og stirrer,
Mennesker lyttende staa . . .
Fuglen og Træet og Maanen
dybt ned i Hjerterne naa.
Er mine Ord forgæves?
Mangler jeg Røst og Kald?
Vid, at mit Navn er Sejer —
selv om min Lod er Fald!
Jeg er en Fugl, der synger!
Jeg er et Træ, der gror!
Jeg er den skinnende Maane
over den grønne Jord!