Nu strider Kragen mod Vestenvinden,
paa Vej gennem Skumringens Mulm mod sit Hjem,
mens Skyerne haster som jagende Hunde
fra Vesthimlens Svælg imod Skovene frem.
Ja, Kragen, hun strider mod Vestenvinden,
mens Dagen gaar under i skælvende Glans —
nu stunder Alverden mod Vinterhvilen,
træt af de lyse Nætters Dans. — —
Min Sjæl er en Fugl, som strider mod Stormen
i Skumringens Halvlys og har intet Hjem,
en Fredløs i Riget, en redeløs Herre,
en Anskudt i Flokken, som aldrig vandt frem.
Jeg sidder og lytter til Suset déroppe,
hvor Fuglene farter i Flokke mod Syd —
jeg kan ikke se dem, og ikke slaa Følge,
kun nemme de spilede Vingers Lyd.
Kun sidde og lytte til Langfarts-Hymnen,
som bruser dérude bag Skumringens Flod,
og føle, hvor Kainstegnet brænder min Pande
og lænker til Jorden mit Trækfuglemod. — — —
Ja, Kragen, hun strider mod Vestenvinden,
i sindig Flugt mod sit hærgede Hjem —
— nu lukker den lyse Dag sine Øjne,
og Tusmørket vælder langs Vejene frem.