Der knejser et Kors paa Sinai Bjerg,
hvor Moses med Lovtavlen stod
og stirrede ned paa det udvalgte Folk,
som flokkede sig om hans Fod:
Du maa ikke løfte til Drab din Haand
og tage din Broders Blod.
Du maa ikke løfte din Haand til Mord
og tage din Broders Liv.
Du kan ikke tænde det Livsens Lys,
som slukkes med Spyd og Kniv;
forgæves nævner din Menneskemund
Gud Faders almægtige: Bliv!
At skabe er Livets Lov og Ret,
som gaves til Høj og Lav;
at skænke dit Barn det spæde Liv
den Gave din Gud dig gav;
men selv han raader for Dødens Stund
og aabner den dybe Grav.
Men dèr — paa det hellige Sinai Bjerg —
hvor Korset mod Himlen staar,
der lyder nu Skriget i Dødens Stund,
naar Broder sin Broder slaar
den gabende Vunde med Kniv og Spyd,
som bliver til Dødens Saar.
Nu trædes trodsigt paa Lov og Ret,
nu kæmpes paa Liv og Død,
nu krænkes de hellige Tavlers Bud,
og Drabet — som Gud forbød —
besmykkes med Hæder, nu æres den,
hvis Kugle Guds Lovbud brød.
Der knejser et Kors paa Sinai Bjerg
ombølget af List og Svig,
og der, hvor det store Lovbud lød,
dèr raser den onde Krig,
og Ravne hviler paa Korsets Træ
og vejrer de blege Lig.