Dødens Fred i Dødens Have,
hvor vi træder tyst i Gruset,
naar blandt vaade, friske Grave
vi en Dag fra Kirkehuset
bærer den, der slukket segner,
den, vi elsker, En blandt Mange,
mens det tyst og stille regner
over Kirkegaardens Gange.
Dødens Fred og Dødens Mildhed
— er de noget Sted at finde,
hvor en Nat af Krigens Vildhed
Fjende slænges imod Fjende?
Ingen Blomsterkranse bindes,
Ingen træder tyst i Gruset
her, hvor Krigergraven findes
ensom, øde, stormomsuset.
Ingen Orgeltoner bruser,
ingen Kirkeklokke kalder,
nej, de Stakler, Krigen knuser,
skal begraves, hvor de falder.
Kun et fattigt Trækors sætter
Kamerater — højtidsstemte.
Og den simple Indskrift sletter
Vejr og Vind . . . saa er de glemte.