Der ligger den blaablege Blomst hun brød
i Haven en vaartung Nat.
En Nat, som var Lykke og fredfyldt Ro.
Lykke — fordi vi var ene to.
Blomsten er vissen og Lykken død,
— mig har forlængst hun glemt.
. . . Det er som et Vers i en stille Sang,
et Vers hun har læst og holdt af engang,
som Sindet en Stund har stemt.
Jeg græder alene en vaartung Nat,
der sniger sig sagte hen —
. . . . .
der ligger den Blomst hun engang brød;
men Blomsten er vissen og Lykken er død.