Tys! . . . . tys . . . .
Det er Sommerens Død —
og Træernes Blade falder mod Jord
— et stille, ustandseligt Drys.
De gulnes og visner i Solskærets Glød,
de brænder og brister i Straalernes Kys,
de brænder, de brister, de falder mod Jord,
. . . . .
det længes mod Muld, som af Mulden gror.
Tys, t y s . . . . . .
Det er Sommerens Død —
nu aander den ud i den sene Dag
sit sidste, livstrætte Aandedrag.
. . . . .
Og du lille Mor, du var Lykkens Barn —
Du leved en Sommer, var selv en Vaar,
du døde før det blev Efteraar.
Jeg binder en Krans af det gule Løv,
og fletter en Rose deri;
jeg lægger den ned paa din Kistes Laag
og skriver dig ind i min Mindebog.
Farvel lille Mor. Saa er du forbi.
Ære dit Minde. Fred med dit Støv.