Ven, — der maa være et Ord,
hvis Velklang vi ikke kender,
et Ord, der er varmt og blødt
som Kvindernes hvide Hænder.
Ven, — der maa være et Ord
— en Blomst blandt de døde Gloser —
det svulmer i Rytme og Rim
med Ranker og røde Roser.
Ven, — der maa være et Ord,
som er digtet en Dag af en Drømmer,
hvor Vandet med klukkende Klang
mellem Aakandebladene strømmer.
Ven, — der maa være et Sted,
hvor Verden og Vanviddet ender,
— der vokser en Blomst med et Navn,
hvis Velklang vi ikke kender.