Jeg saae dend lille fugl, dens farver vare skiønne,
Jeg saae en deilig glantz, af røde, gule, grønne,
Og andre farver meer, som fuglen paa sig bar,
Og hvor med hver en feyr ret ziirligt pyntet var;
Jeg hørde hvor dend sang, Jeg med for undring hørde
Hvor dend saa gladelig sin lille tunge rørde
Det mindste sorrigs tegn dend ikke fra sig gaf,
Nej, nej, dend lille fugl dend veed der intet af;
Der over hos mig self Jeg kom i disse tanker:
Hvad daarligheders damp du din hierne sanker:
Du med bekymring gaaer og sørger for dit brøød
Og dend bekymring self giør dig din største nøød.