Nu vil jeg indvie jer i
Historien om en Person,
en svensk Konstabel fra Sverrig,
som skød sig med en Kanon.
Han var lidt hidsig i Blodet,
for Resten god og reel;
nu havde han sat sig i ho’det,
at han vilde slaa sig ihjel.
Han tømte sin Brændevinsflaske
og smed den paa en Bastion,
saa krøb han med Sabel og Taske
paa Hovedet i en Kanon.
Cigaren, han havde i Munden,
til Lunte benyttede han,
thi da han var kommet til Bunden,
den tændte Kanonen an.
Men Bakkens- og Knebelsbarter
sved først den svenske Rad,
derpaa i tusinde Parter
Konstabelen splittedes ad.
En Finger blev fundet i Skagen,
et Øje og næsen ved Lund,
et dygtigt stykke af Bagen
neddumped i Øresund.
Fra Kronborg man det observerte,
det gav en stor Konfusion;
til Staden de telegraferte:
„En Sejler af ny konstruktion!
De alliertes Marine
ej mere behøves vil;
det er Lord Cochranes Maskine,
der styred ad Kronstadt til.”
Som Lemmerne, Bukser og Kjolen
blev spredt til Lands og til Vands;
en Bukseknap fandt man i Polen,
men den var nok slet inte hans.
Paa Prent har jeg læst det i „Tiden”;
men Sandheden simpel og nøgen
er, at det er længe siden,
saa længe, at det er Løgn.
Men Folk der paa Stedet beretter,
og det maa mærkes især,
han døde først Dagen derefter
af Mangel paa Luft og paa Vejr.