Mel.: Held og Ære, Magt og Sejer.
Fred med Kongerne paa Jorden,
naar de gaa med Visdom frem!
Hade de først Lys og Orden,
ingen Ting kan redde dem.
Daaren efter Højhed tørste!
Held den Mand, der ej er Fyrste!
Held den Mand, som Borger er!
Ludvig inden Temples Mure
føler nu, hvad andre led,
naar han fordum Fangebure
skabte for Uskyldighed.
Ak! hans Kone, Brødre, Tanter,
Adel, Præster, Sykofanter,
falske Venner styrted ham.
Britens Konge Lyset frygter,
ynder Mørkhed i sit Land;
tror, at Politikens Lygter
Sandheds Sol fordunkle kan.
Ak, hvor Pitts og Burk’s Maximer
med Fornuften ilde rimer!
tro dem ej! de styrte dig.
Frantz og Fridrich Wilhelm tænke,
den er svag, som kuns er fri;
Adels-Despotismens Lænke
vil de smedde Frankrig i.
Ser jer om! paa alle Kanter
Jordens Afskum, Emigranter
lægge Snarer for jer Fod.
Ædle Stanislaus sukker
ubønhørt til Lysets Gud,
medens væbnet Venskab slukker
hver en Gnist af Lyset ud.
Konge er du uden Lige;
selv naar man har delt dit Rige,
stor du er som Menneske!
Hist, hvor Solen sparsomt troner,
højt hen op mod mørke Nord,
hersker over Millioner
hun, som Verden kalder stor.
O! selv den, som Feltskag taber,
naar han Lys i Mørket skaber,
ærer Jorden som en Gud.
Du, som Gustafs Trone pryder,
lede skal et oplyst Folk!
stræb at øve Konge-Dyder!
elsk hver Sandheds kjække Tolk!
lad dig af Exempler lære:
Friheds Hegn gjør Fyrstens Ære,
Despotismen Fyrstens Grav.
Danerkongen ædelt tænker,
han Fornuftens Stemme lød:
Tankens, Bondens, Negrens Lænker
han med ædel Kjækhed brød.
Dette Tvillingrigets Sønner
med Erkjendtlighed paaskjønner.
Længe leve Christian!