P.A. Heiberg (1758–1841)

Jeg skrev saa tit med vanhellig Pen,

min ringe Gejst var i Satans Eje;

Tak ske dig, ærede Folkeven,

der mig omvendte fra Syndens Veje!

At jeg begynder

at angre Synder,

det til din Ære jeg højt forkynder.

Held vorde dig!

At den er skyldig i Mytteri,

som denne Sandhed i Tvivl tør drage,

at Folk er Kongers Hollænderi,

hvis Ost og Smør de har Lov at tage,

og som desuden

maa ligne Studen,

naar en Forpagter faar Lyst til Huden,

det véd jeg nu.

At Frihed er et forbandet Ord,

som Herren skabte udi sin Vrede,

blot for at straffe den gale Jord

og Verdens Undergang at berede,

at Skraal mod Lænker

den Ret forkrænker,

som Gud paa Vuggen Monarken skjænker,

er soleklart.

At den er altid med Visdom fød,

der sexten Aner og flere tæller;

for ham er det kuns et Smørrebrød,

hvorved den støvede lærde træller;

at Dyd og Ære

vil ene være

hos dem, der Skjolde og Hjælme bære,

er nu min Tro.

At den Nation, jeg ej nævne tør,

skjønt den behandler os, som den lyster,

har al den Frihed, man have bør,

saa den med rette sig deraf bryster;

at, skjønt vi sukke,

vi ej tør mukke,

men dybt for den os i Støvet bukke,

er sandt og vist.

Du har bevist, imodtag min Tak,

at Frankrig er kuns en Øglerede;

at det fordømte rebelske Pak

bør føle Kongernes grumme Vrede;

at Blod i Strømme

bør oversvømme

det Land, som vovede frækt at dømme

sin Suveræn.

Du lærte mig, at i Krigens Tid

kun Landets Børn bør for Landet stride;

og at naar Kongen har endt sin Strid,

han ej paa Borgeren mer maa lide;

for ham at ave

bør Kongen have

en skjønne Flok af de kjække brave

daraussen fra.

Af disse Sandheder før jeg lo;

den Latter blev mig til Skam og Skade;

thi sværger jeg til en bedre Tro,

om Demokrater mig end vil hade.

Det Had jeg venter

betalt med Renter

ved nogle lette Emolumenter.

Forstaar I mig?