Ungdommens TempelTil Dorine.Løftet ved Dit Smil til Glædens Rige,Varmet af Dit Venskab, gode Pige,Gik jeg silde til mit Lejested;Ej mit Aandedræt var Suk, og ikkeKummer i min Seng sig lagde med;Rolig nød jeg Hvilens Øieblikke.Dødt for Liv og skuffet Haab og Smerte,Fuldt af Venskab, Fryd og Dig, mit HierteFøled’ ej, hvor stærke Slag det slog.Drømmegudens Tryllestav mig rørte;Han mig frem til glade Syner drog,Han mig ind i Paradiser førte.Yndig Klarhed straal’de for mit Øie,Myrthelunde krandsed’ favre Høie,Af hvert Blad udgik ambrosisk Duft;Glæde fløi mig overalt imøde,Og igiennem ubetaaget LuftIdel Elskovs-Melodier løde.“Her er Paphos; mellem hine Buer“Jeg den ømme Guddoms Tempel skuer,”Tænkte jeg, og ind i Lunden gik;Zephyr køled’ fra de øvre Grene,Overrasket nu mit Øie fikStrax en ny, en stor, en prægtig Scene.Lundens Træ’r i Kreds omgav’ en Flade,Lysegrøn, bestrøet med Rosenblade;Midt paa Pladsen jeg et Tempel saae:Kuppelen paa Marmorstøtter hvil’de,Styrke havde præget sig derpaa,Skiønhed frem af alle Forhold smil’de.Indtil salig Bæven steeg min Glæde,Da jeg voved’ mig, derind at træde,Da jeg i Gudindens Straaler stod:Ungdom heed den her paakaldte Høie;Verden laae ved hendes Alters Fod,Himlen tindred’ giennem hendes Øie.Speilglat Panden skinn’de; MorgenrødenFunkler ei, som hendes Kinders Gløden;Høi og fuld var mælkehvide Barm;Ud af blomsterstukne Sølvflors KlæderKom, med Spir i Haand, den runde Arm:Alt fortolked’ Ynde, Kraft og Glæder.Trinde om Altret knæl’de Millioner,Knøse, Piger, unge Mænd og Koner:Til dem alle blidt Gudinden saae;Søsterligst mod Een var hendes Mine:Jeg fremtrængte mig, hvor Denne laae:O! jeg fandt, at det var — Dig, Dorine!Mens det end henrykked’ mig, Veninde,Dig i Glædens Helligdom at finde,Blev jeg vaer en Mand med Sølverskiæg:Rynket var han, alderbøiet, liden;Tavs han læned’ sig til Templets Væg;Rædsel skummed’ ud, hans Navn var Tiden.Med en Haand, der Solekredse flytter,Greb han vældigt en af Templets Støtter,Og uhyre Hvælving revned’ nu:Angest loved’ snar i Alles Miner,Selv Gudinden skialv, men ikke Du;Tiden bød — og Templet var Ruiner.Rædsomt Millioners Klager løde;Myriader brat af Kummer døde:Rolig, Pige, Du paa Gruset stod,Tidens Vold var paa Dit Aasyn skreven:Paa Din Kind var intet Purpurblod,Og Din glatte Hud var rynket bleven.Men Dit hulde Blik var end det samme:Ikke slukt, formildet var dets Flamme;Sødt blufærdig Uskyld loe deri.Fro jeg Vennehaand mod Dig udstrakte:“Lad kun,” skreg jeg, “Slægter gaae forbi — —”Og mit Raab mig op af Søvnen vakte.Ædle, Drømmen hellig Sandhed taler:Ungdom paa Din Kind sin Rose maler;Tid til Sneeblomst vil omskabe den:Ei Dig hylder da saa mangen Daare;;Men Din Uskyld visner aldrig hen,Og Dit Tab ei koste skal en Taare.Derfor denne Dag skal tit henile,Og engang paa falmet Rose smile,Og engang paa tynde Sølverhaar:Altid den Dit Hiertes Fred bestraalerIndtil Du har hilset evig Vaar,Som ej Dødeliges Øie taaler.18 Nov. 1795.Haste.