Alt Naturen gaaer i Sovedragt;
Snart den under hvide Tæppe hviler:
Svag er selve Middagssolens Magt:
Høstens Blomst fortrykt, afmægtig smiler.
Østens Morder-Aande Løvet knækker;
Gold og skaldet staaer forladte Vang,
Hvor den tørstig Lærke-Han os vækker
Til at høre Livets Svanesang.
Selv den nyligt brudeklædte Dal,
Den jeg glad fornam Din Luth at prise,
Hvor Du glemte Daarers Tant og Pral,
Ak! hvor er den øde nu, Louise!
Hvor Du hørtes af en from Camøene,
Mens Du Hiertets egne Toner qvad,
Hviner Stormen mellem nøgne Grene,
Og indjager Dig til bramdre-Stad.
Kom da! Hver en Jordens Plet er skiøn,
Naar os Hiertets Bifald did ledsager:
(Uden det omsonst er Engen grøn,
Og ei selv Maria’s Høi behager.)
Kom, Veninde, hid, hvor Kummer triner
Møisomt giennem Støi og Daarskab hen,
For at lægge Haanden paa Ruiner,
Og opføre sig et Tag igien!
Kom, og nyd, hvad Staden byder Dig,
Og hvad selv platonisk Fornuft tør nyde:
Det, at glædes med hver Lykkelig,
Og at lindre Taarer, hvor de flyde!
Ak! de strømme mangesteds, Du Gode!
Tungest faldt de, som Ingen saae:
Hvor Du skulde Glæden selv formode,
Ofte Centnervægt paa Sielen laae.
Dog, “vor Jord er ingen Jammerdal!”
Jeg af fulde Hierte høit gientager:
Gud har Ingen, Ingen skabt til Qval,
Og kun Mennesker berede Plager.
Selv ved muldet Brød og Brøndvands Draabe
Glemmer Dyden, at den stundom leed;
Lær os kun, at virke, nyde, haabe —
O! saa har vi lært — Lyksalighed!
Vel har Himlen snevre Grændser sat
For den Ædles Virkelyst herneden;
Vel tilintetgiøres ofte brat
Nydelsen, med den Lyksaligheden;
Vel er Haabet selv en Tryllerinde,
Som os giekker med sit Speil af Staal:
O! men Livets Øieblikke svinde,
Og med dem vi skyndes til vort Maal.
Kom da! Venners Længsel bier Dig:
Stadens, Hoffets Glæder Dig indbyde:
Kunstlet Rose venligt aabner sig,
Og hvert Hierte beder Dig, at nyde.
Snart Du hvirvles let i muntre Rader,
Nøie vogtet af Din skiønne Siel,
Skuet ogsaa der af Størres Fader,
Og tilsmilt af ham, som bød Dit Vel.
Naar chrystalne Lysekroners Glands
Funkler paa den Bane, Du hensvæver;
Naar selv Fyrster gaae med Dig i Dands,
Og da Pøbel troer, Du høit Dig hæver;
Naar al Hykler-Virak skal opstige
For i Blænde-Dunst at hylle Dig:
O! jeg veed, Du glemmer ikke, Pige,
Lønlig Gift i Dunsten skiuler sig.
Naar Du skuer huld Thalia’s Haand
Lede Sønner, Døttre frem mod Hæder,
Naar Du giennemgrandsker Lessings Aand,
Og naar vittig Beaumarchais Dig glæder;
Naar den lette Skare Dig forlyster,
Som gaaer frem ved Galeotti’s Arm:
O! Du glemmer ei, at Armod kryster
Tit en hungrig Mage til sin Barm.
Derfor, Ædle, derfor kom og nyd!
Klar Din Morgen, blid Din Middag være!
Efter hver en Aftenstund Du Fryd
Til Dit søvnbestrø’de Leie bære!
Ingen Drøm om Lidelser Dig skrække
Op af Dødens hulde Broders Favn!
Og naar Morgenrøden Dig skal vække,
Ømhed kalde paa Louises Navn!
Vintren glider snart; Maria’s Hof
Næste Vaar, som svundne, blidt skal smile:
Da forlad igien vor Qvalm og Støi,
For til Træets Knopper did at ile!
Seer Du før mit Øie sig at lukke,
Og min Læbes Afskedssmiil er dødt,
Tænk da: “Held ham! Han ei meer skal sukke;”
Ønsk da: “Gid han hvile sødt!” — —
7 Oct. 1795.
Haste.
