I Verdens Vaar, da Livets Dage
Svandt hen i salig Leeg og Lyst,
Da ingen Uroe, Sorg og Plage
Forgifted’ Jordens Sønners Bryst,
Og klar og naadig Himlen smiled’,
Da Du, o milde Enighed!
Fra høie Aanders Bolig iled’,
Og steeg til os paa Jorden ned.
Du kom, og Jorden, hvor Du trined’,
Strax følte din almægtig Haand,
Du hvert et kierligt Paar velsigned’,
Og slynged’ dem med Rosenbaand.
Hver Hyrde da sin fromme Pige
Glad trykkede til sorgfrie Barm,
Og fandt ved dig et Himmerige
I Pigens altid aabne Arm.
Skiøn, som i Himlens Purpur-Sale
Du saaes, Gudinde! i din Glands,
Og gik i blomsterstrø’de Dale
Med alle Gratier i Dands.
Al Jorden lød af festlig Glæde,
Af Fløiters Klang og Cymblers Lyd,
Og fra Olympens høie Sæde
Saae Guder ned med salig Fryd.
Ak! snart forsvandt de gyldne Dage,
Som Vaaren hastigt bort de veeg’,
Og Strid og Mord til Jordens Plage
I Røg og Mulm fra Helved steeg.
Ei meer den glade Cithar rørtes
Ved Pigens Barm; i Vennelag;
Men skingrend’ Strids-Trommeten hørtes
Blandt Suk og Vraal og Vaabens-Brag.
Da uforfærd for Vaabens Vælde
Du, Orpheus, qvad din ømme Sang,
Og Thraciens iiskrønte Fielde
Gav Gienlyd af din Harpes Klang.
Bestyrtsed’ selv Barbarer hørte,
Og glemte Tørst til Rov og Blod,
Og, første Gang af Medynk rørte,
I vilde Øine Taarer stod.
Ned til Elysiens Rosenhytter
Den himmelsøde Cithar klang,
Og mild Gudinden atter flytter,
Til Jorden, rørt ved Bardens Sang:
Hver Kriger blodstænkt Kølle kasted’,
Besielt af Enighedens Aand;
Og broderlig til Brødre hasted’,
Og bød dem Fred og Venskabs Haand.
Du med en Moders Ømhed klækked’
De spæde Muser i dit Skiød.
Og Skialdres Røst, af Slummer vækked’,
Fra Grækenland mod Himlen lød.
Ei Tidens Lee, ei Krigens Lue
Kan fælde Mindet om din Gunst,
Og fierne Folk med Andagt skue
Ruiner af dit Vid og Kunst.
Ved Dig besialt dets Kriger-Skare
Gik frem i Kamp med seirrig Haand,
Og slog til Trods for Død og Fare
Ved Salamis og Marathon.
Barbarers Hær med Bulder flyged’,
Liig Støv for Stormen, hvor Du streed,
Og Jordens stolte Guder frygted’
Din Arm, o store Enighed!
Armida’s Stav og Circes Vælde
Er svag imod Din Trolddoms Magt:
Du bød, og skuer, blandt golde Fielde
Staaer Ørken klædt i Edens Pragt.
Mod Skyen straatakt Hytte kneiser
Paa Marmor-Colonnader op,
Og udaf Bølgens Afgrund reiser
Nyskabte Land sin blomstrig Top.
Hver lille Kreds, hvor Du er inde,
Hver Vellyst føler dobbelt sød.
Fra matte Øine Taarer svinde,
Og gusten Kind blir rosenrød.
Glad slaaer det nylig tunge Hierte,
Og Blodet flyder dobbelt let,
Og hastig glemt er Suk og Smerte,
Naar Du, Gudinde! byder det.
Kom fra Elysens høie Glæde,
O Himlens blide Datter! kom,
Fæst i vort Selskab varigt Sæde,
Her Altret staaer, Din Helligdom.
Besialt ved Dig skal Sangen stige
Høit fra vort broderlige Chor;
Og lydelig al Verden sige:
At Du, Gudinde! blandt os boer.
M. G. Birckner.
