Halsbaandet
en Romance,
en Romance,
min Ven
min Ven
Rasmus Frankenau
Rasmus Frankenau
helliger.
helliger.
Non datur ad musas currere lata via.
Propertius.
Blandt Klipper Skaldens Vandring gaaer;
Omkring ham Fare lurer;
Hans Id er Kamp, og Trang hans Kaar,
Og Avind dem forsurer.
Hvad er hans Løn? Den Ædles Agt,
Og Hierte-Bifalds Tryllemagt;
Iblandt en kostbar Taare,
Som glindser paa hans Baare.
Du føler og den Lov, o Ven!
Dog dierv-om Dyd Du qvæder;
Og kydsk, og høi, og blid, som den,
Din Sang fremlokker Glæder:
Tilgiv da, naar jeg ønsker mig,
At ogsaa jeg maa tækkes Dig!
Du dette Qvad modtage:
Gid det Dig ei mishage!
* * *
Ved Oders Bred Grev Thalau boer
I Læ for Hoffers Larme;
Hans Fryd er huuslig, simpel, stor
I huld Grævindes Arme.
Han lever stille paa sit Slot,
Og giør saa mangen Broder Godt;
Hans Hiertes bedste Nyden
Er Offerskienk til Dyden.
Omkring ham Engen er saa grøn,
Og Ageren saa frodig,
Og Bondemøen trind og kiøn,
Og Knøsen flink og modig;
Og medfødt Adel, Flid og Ro
Eendrægtig fylder Bondens Bo:
Han ei sin pæne Hytte
Med Kongeborg vil bytte.
Conradi, Landsbypræstemand,
Blev Grevens første Leder,
Da Faderen i fierne Land
Fandt Grav paa Krigens Heder;
Og Drengen, skiønt til Herre fød,
Var lydig, sindig, from og blød,
Hans Attraa var, at lære,
Og Præstens Roes, hans Ære.
Saa hørtes tit Conradi’s Dom:
„Alt Hovmod giør til Skamme:
„Eens af Naturens Haand vi kom;
„Og eens den skal annamme.
„Viid: arvet Fortrin er kun Tant,
„Hvis ei Fornuft det adlet fandt
„Med Dydens Kongesmykke;
„Thi den, kun den er Lykke.“
Og Thalau giemte Præstens Ord,
Og fulgte dem tilsammen;
Og han opvoxed’ kiøn og stor,
Var Alles, Alles Gammen.
Blidt af hans lyse Øie loe
En Siel, som lovte Dyden Tro;
Og, stærk og uforfærdet,
Til Arbeid var han hærdet.
En Datter paa Conradi’s Skiød
Fremspired’ ved hans Side.
I skyldfri Leeg han ofte nød
En Himmel hos den Blide.
Hun blev den Gamles Faderløn,
Var god og sund, og glad og kiøn,
Og fandt i Thalaus Arme
En ubegreben Varme.
Nu toned’ høi Trompete-Klang,
Og sanked’ Fredriks Skarer:
Fuld voxne Thalau gik med Sang
I Feidens grumme Farer.
Dog krymped’ sig hans kiekke Siel,
Da Lotte sagde ham Farvel,
Og standsed’ kun med Møie
De Perler i sit Øie.
Han venligt bandt en gylden Snoe
Om Halsen paa den Skiønne,
Og Bæven hende giennemfoer
Og mat hun hørtes stønne.
Da trykked’ han paa Pigens Mund
Et Kys. Nu slog den sidste Stund.
„Farvel, du gode Pige!“
Han hasted’ hen at krige.
Hvor troligt ønsked’ Lotte Fred,
Men, ak! de Fyrster ikke!
I Syvaars-Krigens Evighed
Maa Jorden Blod inddrikke.
Hvor fritted’ Lotte, hvo der faldt,
Og hvor den største Fare gialdt!
Og kildret hendes Øre
Fik Thalaus Roes at høre.
Hun bad om Natten: „Gode Gud
„Forskiyd ei Lottes Taare!
„Stands Krigens græsselige Bud!
„Lad den ei Thalau saare!“
Da sov hun ind. I Drømme randt
Hans Blod af Saar, dem hun forbant,
Og holdt med liflig Klage
Hans matte Liv tilbage.
Et Træk af Kummer hæver meer
Den Ømmes Yndigheder,
Liig Duggen, man paa Rosen seer,
En Sommernat udbreder;
Thi Haabets lyse Purpursky
Var kiære Glæders Morgengry,
Og fierlet paa dens Vinger
Sig Tiden snelt hensvinger.
Snart hørtes Fred til Hubertsborg,
Og Krigens Brand udbrændte.
Nu flygter Lottes sidste Sorg,
Hver Trop tilbagevendte.
Men, ak! for hendes Øre kom:
„Grev Thalau faldt!“ Hun styrter om;
Død hendes Øie dækker,
Dog seent man hende vækker.
Vildt stammer hun: „Grev Thalau død!“
Og stirrer mod det Høie;
(Og ingen Lindringstaare flød
Ned af det sorte Øie)
Vildt river hun det brune Haar,
Vildt for den bløde Barm sig slaaer;
I mørk, fortvivlet Klagen
Henskrider langsomt Dagen.
Og Natten mørkner Sielen meer:
Hun hører Ingens Tale.
Hun Haabet slukt for evig seer,
Og ønsker Dødens Dvale.
Den kommer ei; men Natten gaaer,
Og Solen op bag Lunden staaer,
Hun iler ned til Oder,
Og styrter i dens Floder.
Just reed en Krigsmand tæt forbi
Det Himmelspeil i Vandet;
Han saae, en Pige flød deri:
Flux svømmed’ han fra Landet.
Han op paa Landet Pigen bar,
Men, hvo det var, han ei blev vaer;
Thi blege Død indhylled’
De Træk, ham fordum trylled’.
I nærmest Hytte treen han ind
Med arme, druknet Pige;
Til Redning han med Hu og Sind
Saaes veemodsfuld at hige.
Hun vaktes i det Øieblik,
Han Øie paa et Halsbaand fik:
Tungt Barmen op det hæved’,
Og Redningsmanden bæved’.
„O Thalau! faldne Thalau, dig?
„Jeg seer jo ei, du bløder?
„O Thalau! giemmer Himlen mig?
„Hvor er det, jeg dig møder?
„Jeg er dog vel i Himlen? hvad?
„Dog selv i Helved’ var jeg glad,
„Naar Thalau ved min Side
„Kun ikke maatte lide.
Stum sank han ned paa Sværmersken,
Og Glædestaarer runde;
Han seent sit Mæle fik igien
Og mældte, da han kunde:
„En Thalau faldt; men ikke den,
„Som er den ædle Lottes Ven.
„Vi end paa Jorden ere:
„Blik om dig! Lev, du Kiere!“
Nu gik de til Conradi’s Bo,
Hvor end den Olding hviled’.
Han saae, han favned’ rørt de To,
Og giennem Taarer smiled’.
„Saa skal dit Syn dog glæde mig?
„Guds Fred, Grev Thalau, følge dig!
„Hans Navn til Priis og Ære
„Nu Krigen endt skal være?“ —
„Ja, Krigen, fromme Præstemand,
„Forlod vor Konges Rige:
„Snart skal det lykkelige Land
„Til fordums Velstand stige.
„Nu skal jeg mellem Bønder boe,
„Og virke landligt Held i Ro;
„Dog Eet endnu mig fattes:
„Gid det af dig erstattes!“ —
„Hvad, ædle Mand, hvad mangler du,
„Som Præsten kunde give?“ —
„En Hustrue fattes mig endnu:
„Min Brud din Datter blive!“
Frydtynget segned’ Lotte ned,
Og Præsten bød dem Herrens Fred,
Og Thalau tog sin Pige,
Og de var’ lykkelige.
Ved Oders Bred Grev Thalau boer
I Læ for Hoffers Larme;
Hans Fryd er huuslig, simpel, stor
I huld Grævindes Arme.
Han lever stille paa sit Slot,
Og giør saa mangen Broder Godt;
Hans Hiertes bedste Nyden
Er Offerskienk til Dyden.
Lyksalig er den Herremand,
Som har et ædelt Hierte;
Som dertil nytter arvet Stand,
At lindre Brødres Smerte;
Som, selv fra Fordoms Lænke fri,
Ei pleier deres Slaverie:
Fred med hver saadan Græve!
Gud signe ham, den Gieve!