De Ledingsmænd dvæled’ paa Snekken ombord,
Og skifted’ om Qvindernes Troskab et Ord:
Dem Een da forsvared’, dem Een bestred;
Een var dem saa venlig, en Anden vred.
„Jeg sætter mit Guld imod Kirstenlild sød,
„At lidet hun skiøtter sin Kiærestes Død.“ —
„Jeg sætter mit Liv, det er meer end Guld,
„At selv hun i Døden er Normand huld.
Herr Normand formærked’ den Tale saa let:
„Jeg snart skal erfare, hvo af dem har Ret!“
Saa lagde han sig udi Silken rød,
Og strakte sit Legem, og laae som død.
Alt styred’ de Sømænd den Snekke til Land;
Dem Kirstenlild møder paa bølgeslidt Sand:
„Velkommen, I Konningens Mænd igien!
„Hvad Lykke har fulgt jer paa Leding hen?“ —
„Ei Lykke har fulgt os paa Ledingen hen:
„En Mand vi har mistet saa dierv og saa ven,
„Den tappreste, huldeste, bedste Mand;
„Herr Normand hin Unge, saa kaldtes han.“ —
Bleg Kirstenlild stod der, og hørte det Ord:
„Herr Normand!“ gientog hun, og segned’ til Jord.
Hun daaned’, hun vaktes, hun daaned’ hen;
Hun reistes, hun maalløs nedsank igien.
Saa sank hun til Jorden i Gange vel ti:
Til sidst gik den døvende Afmagt forbi:
Da rulled’ de Taarer saa stridde ned,
Og Kirstenlild mæled’ slige Ord herved:
„Ak! er det nu Sanden, Herr Normand er død,
„Jeg over ham bygger en Kirke saa rød.
„Hans Grav udaf graalige Marmorsteen
„Skal hvælves om Kisten af Elfenbeen.“
„Den Kiste jeg lader med Sølvlist beslaae,
„Og gyldene Bogstaver sætte derpaa,
„At hver, som der kommer, kan see paa Stand:
„Der hviler sig Kirstenlilds Fæstemand.“
„Ei Mand mig skal favne: jeg iler saa brat
„I Cellens den tykke, den hellige Nat.
„Jeg aarlig til Graven skal barfod gaae,
„Og ofre min strømmende Graad derpaa.“
„Jeg aarlig til Graven skal barfod hengaae,
„Og græde mig bleg, som hans Kiste, derpaa
„Til plat jeg hentæret skal døe af Sorg,
„Og favne Herr Normand i Engleborg.“
Alt oppes den Ridder i Silken saa rød;
Alt er ham den Klage saa bitter, saa sød;
Alt Kirstenlild ræddes paa hviden Sand
For famlende Gienfærd af elsket Mand.
Flux rev han den Dødningdragt af sig saa snart;
Af Snekken paa Sandet udsprang han med Fart;
Flux kyssed’ han Møen vel Gange ti,
Flux var hendes Rædsel og Sorg forbi.
Tak have den Jomfrue saa skiøn og saa huld!
Hun fandtes i Prøven som reneste Guld.
Tak have Herr Normand! han holdt sin Tro;
Med Ære saa lod han sit Bryllup boe.
Nu haver den Jomfrue forvundet sin Harm;
Nu lønnes den Troskab i Ridderens Arm.
Saa findes i Prøven hver Dannebrud;
Saa lønnes hun, naar hun holdt Prøven ud!