Snur, min Rok! jeg har dig kier,
Skiønt du lidet praler:
Flittigt brugt, du snart er værd
Mange Snese Daler.
Der er spart en dygtig Sum!
Snur-rur-rur-rum!
Lystigt vimser Traaden ind
Mellem øvet Finger;
Kiønt i Tacten til mit Spind
Munter Vise klinger.
Rokken ei, men Sorg, giør krum.
Snur-rur-rur-rum!
See, hvor Hiulet løber godt!
See kun Tenen liden!
See, min nylig store Tot
Nappes væk, som Tiden;
Til en ny jeg snart faaer Rum.
Snur-rur-rur-rum!
Og mens Hørren kryber hen,
Tænker jeg paa Meget:
Dreil og Lærred bliver den,
Stærkt og skiønt, mit eget!
Nabopigen seer det stum.
Snur-rur-rur-rum!
Dreiler faaer paa Bryllupsbord
Roes af Qvindegiester;
Muligt, før jeg selv det troer,
Mig en Brudgom fæster:
Spandt jeg ikke, var jeg dum!
Snur-rur-rur-rum!
