Mennesker selv Venne-Navne skifter:
Eet fremspirer medens eet forgaaer:
Sommerluften mangen Gang bortvifter
Det, som var saa kiært i nylig Vaar.
Tiden gav den Lov med varig Stemme:
Alting for dens Vælde bøier sig:
Fleer, end Een, som jeg kan aldrig glemme,
Fleer, end Een, forglemte mig.
Tit jeg græd derfor: jeg var en Daare;
Dog, endskiønt jeg fatter Tidens Bud,
Altid vil det koste mig en Taare,
Naar jeg af et Hierte slettes ud.
Storhed, Guld og Laurbærkronens Ære,
Gav jeg, om jeg havde sligt, med Lyst,
Naar jeg ikkun altid maatte være
Mindet ømt i Venners Bryst.
Seer Du, jeg miskiender ei den Fare,
Som beredtes mig af Skiebnens Harm?
Neppe kan mit Held ret længe vare,
Det: at mindes, yndes i Din Barm.
Alt mit Navn af Aftenskumring dækkes;
Snart det sover dybt i Vinternat;
Dog engang iblandt det op skal vækkes:
Derfor jeg det her har sat.
Snart maaskee mig Ingens Avind krænker,
Ingens Bitterhed forfølger mig;
Snart maaskee Du Blomsterkrandsen skienker,
Den, Du lover, til mit kolde Liig.
Naar Du saa med Tiden, gode Pige!
Finder, læser dette Blad igien,
Gid Du da maa huske mig, og sige:
„Han er død; han var min Ven!“