En Piges Klage
paa sin Elskers Grav.
paa sin Elskers Grav.
Strøm, min Taare! lyd, min Klage!
Ak! jeg har jo tabt min Ven!
Glædens himmelsk lyse Dage
Svandt i Dødens Mørke hen:
Ak! hvad har jeg nu tilbage?
Ak! min Ven, min Ven, min Ven!
Skiønt var Smilet af dit Øie,
Vilhelm! al din Iid var skiøn;
Rolig bar du Livets Møie,
Kaldte Celia din Løn;
Lod dig glad med Armod nøie,
Du Naturens gode Søn!
Ømhed af dit Øie smiled’,
Ømhed fra din Læbe lød,
Ømhed i dit Hierte hviled’,
Og i hver din Daad udbrød —
Ha! jeg saae, hvordan den iled’
Din og al din Ømheds Død.
O! hvor var’ de Dage søde,
Som dig Døden kaldte fra!
Selv naar Kummers Taarer fløde,
Var du mig saa huld endda;
Ak! og paa din Læbe døde:
„Celi — Celi — Celia!„
Vent mig, Vilhelm! Døden træder
Snart paa Livet, Gud mig gav:
O! hvor er mig tomt for Glæder
Tidens vilde, store Hav!
Jeg kun lettes, naar jeg græder,
Du Begrædte! paa din Grav.
Her jeg skal hver Morgen knæle,
Tænke Gud og Dyd og dig;
Her jeg skal hver Aften dvæle,
Og ved Døden trøste mig;
Her skal engang vore Siele
Første Gang omarme sig.
O! hvad skal min Længsel slukke?
Dødens Herre! sluk den snart!
Mærk paa mine tunge Sukke!
Send din Død med vældig Fart
For miskundelig at lukke
Disse Øine snart, o! snart!
Strøm, min Taare! lyd, min Klage!
Ak! jeg har jo tabt min Ven!
Glædens himmelsk lyse Dage
Svandt i Dødens Mørke hen:
Ak! hvad har jeg nu tilbage?
Ak! min Ven, min Ven, min Ven!