Kom, Du Glædeskaberinde,
Venskab, Himlens Sendebud!
Lær os, ved Dit Smiil at finde
Støvets Liv, et Glimt af Gud!
Smiil til Lave, smiil til Høie,
Til os Alle, Alle ned,
At hver Røst og Haand og Øie
Tolker Salighed!
Naar i kunstfri Dands den Spæde
Hopper glad fra Vuggen hen,
Giv ham Forsmag paa Din Glæde,
Lær ham meer, end Navnet Ven!
Og naar Ynglings-Blodet strømmer,
Ædle Du den Unges Aand,
At han, mens han Eden drømmer,
Knytter Dine Baand!
Naar til Elskovs Fryd og Smerte
Skyldfrit Par sig vier ind,
Nær Din Ild i Mandens Hjerte,
Fyld med Ømhed Pigens Sind!
Og, naar Leeg og Blus forsvinde,
Dvæl, som Glød, i begges Hu!
Fro hun elske, som Veninde,
Ham, som Ven, endnu!
Naar paa gavnlig Idræts Veie
Graanet Olding trætter sig,
Ved sit Værk og paa sit Leie
Han velsigne Fred og Dig!
Og naar han fuldendt sig lister
Stille bort fra jordisk Larm,
Hvile han til Øiet brister,
Sødt i Venners Arm.
O! til Barnets Rosenstier
Du henleder Glædens Væld;
O! Du Elskov selv indvier
Til et Meer, end Elskovs Held;
Ja naar vi paa sorten Baare
Føres bort fra Tant og Svig,
Taber Du en kostbar Taare
Paa det gustne Liig.
Derfor, Glædeskaberinde,
Venskab, Venskab, fyld vor Aand!
Hør, vi kalde! See, vi binde
Dine blide Rosenbaand!
I vor Hu Din Lov vi skrive,
Blomster paa vor Vei at strøe:
Sign os, at vi froe maae leve,
At vi sødt maae døe!