Laurbærkrandsen
Til Louise ****.
Til Louise ****.
Ned af Pindus med Charite-Fod
Min tilbedte Sanggudinde svæved’;
Synlig Glæde hende gjennembæved’;
Værd sin Byrd den Jovis Datter stod;
Morgenstjernens Smil, som hendes, blinker,
Naar den stolt forlader Nattens Hjem,
Lokker Dagens Morgenrøde frem,
Og en Klodes Liv og Fryd nedvinker.
Smykket, som til elysæisk Dands,
Hvidt, blufærdigt, herligt, stod den Blide;
I sin Høire holdt min Pieride
En med Roser virket Laurbærkrands,
Liflig Aande dufted’ mig imøde,
Tryllet, uvilkaarligt sank jeg ned,
Stirred’ paa den Guddoms Hellighed;
Neppe født mit Ord paa Læben døde.
„Fred,” saa brød min Røst omsider ud,
„Hulde! Fred med dit Besøg i Norden!
„Fred med dine Spor paa hele Jorden!
„Salig den, som hædres af dit Bud!
„Salig den, hvis Ønsker Du har mættet
„Med en Dryp af Hippokrenes Væld!
„Salig den, Du nu tilsmiler Held,
„Og til hvem Du denne Krands har flettet!”
„O! jeg har en Datter!” sagde hun;
(Men den Røst, som dannet blev til Klager,
Ikkun mat de Himmel-Ord gjentager,
Som fremtoned’ af Gudindens Mund.)
„O! jeg har en Datter! Glæde, Lise,
„Uskyld, Ømhed, Dyd hun qvæde vil;
„Hende har jeg laant mit Harpespil:
„O! jeg har en Datter i Louise!”
„See, hvor skjønt hun vandrer i sin Vaar!
„Hør, hvor sødt hun Vaarens Fryd kan synge!
„Derfor denne Krands sig let skal slynge
„Trindt om hendes kunstfrie, blonde Haar:
„Dig, o Ven! har jeg tiltænkt den Ære,
„At Du rækker hende Krandsen hen:
„Tag den, nyd dens Skjønhed, iil med den!
„Til min Æt mit Budskab Du frembære!”
Hurtigt greb jeg Krandsen; ned derpaa
Klare, store Glædestaarer runde;
Musen svandt, end før jeg takke kunde,
O! men hun min Tak i Graaden saae.
Her, Louise! modigt jeg fremtræder
Som Olympens eget Sendebud:
Her er Krandsen, flettet af en Gud,
Af en Dødelig Dig rakt til Hæder.
Tag den favre, tidligt vundne Pryd,
Unge, blide, hulde Sangerinde!
Tit den om dit høie Kald Dig minde!
Tit Du qvæde til din Kredses Fryd!
Drag ved Sangens milde Tryllerier
Den i Sorg Hensjunkne frem til Lyst!
Gjennemstrøm den Lykkeliges Bryst
Med en større Himmels Harmonier!
O! det er dog sødt, paa knudret Jord
Den Forgrædtes Kummer at bortspøge;
Sødt, den Glades Luer at forøge,
Saa hun drømmer Glæden dobbelt stor.
Dette blev vor Lod, naar Dyden ikke
Blues ved vor Tones Melodie,
Naar vi kan, for skummel Anger frie,
Mindes den i Dødens Øieblikke.
Dog, den hæderfulde Daphnes Løv,
Dog, de Roser, som deri fremsmile,
Hele Krandsen mod sin Død skal ile,
Og, som Skjønhed, muldre hen til Støv;
Tiden Alt med sikker Glemsel truer;
Den med Avind Skaldekronen seer:
Faa kun nævne Mæoniden meer,
Ingen meer hans fulde Værd beskuer.
Men der er en Krands, som varigt grøn
Om sin Eiers høie Tinding straaler:
Tidens Vælde den bestandig taaler,
Altid ny, selvstændig, yndig, skjøn;
Himlen selv dens Blade freder;
Dydens Krands jeg Dig beskriver nu:
Pige! denne Pryd besidder Du:
Elsk den! O, den trodser Evigheder!
Elsk den i din skyfrie Morgenstund!
Elsk den, naar din Dag sig fremad bøier!
Elsk den, naar et Hof omkring Dig støier,
Og vil støie Tænksomhed i Blund!
Da Du sande skal, at Himlen freder
Om den Krands, som jeg beskrev Dig nu:
Pige! denne Pryd besidder Du:
Elsk den! O, den trodser Evigheder!