Kysset
En Ode.
En Ode.
Sødt smelter Maiens Sangerinders Toner,
Som viftes om af lyttende Favoner,
Naar Nattens klare Himmel gyder Lyst
End i det qvidefulde Bryst.
Og sødt henrykker gyldne Morgenrøde,
Naar Markens Flokke kappes, den at møde,
Og Farver, som ei matte Pensler naae,
I Legioner Perler staae.
Og sødt det tryller, naar paa spæde Vinger
Utrettelige, glade Zephyr bringer
Den Hyacinthe-Duft, han nylig stjal
I Flora’s egen Yndlings-Dal.
Men sødere, men navnløs Glæde strømte
Nys i min Sjel: en Verdens Held jeg tømte,
Og Jorden svandt; dens Vaande dulgte sig;
Thi Jordens Bedste kyssed’ mig.
End Himmel Ild fra de berørte Læber
Hver Nærve stærkt at gjennemlue stræber;
End tier al min Qval; end Sjelen veed
Af Intet, uden Salighed.
Kom med dit bistre Harmblik! Iil at træde,
O Skjebne! paa min skrøbelige Glæde! —
Et Kys! — hvor blev din Skrække-Styrke nu,
Og Skjebne! hvorfor zittrer du? —
O! kom, du Rene, du Tilbedelige!
Og kys min Kummer ned i Dødens Rige;
Og naar min Frelses Time kalder mig,
Da kys mit sidste Suk i dig!