Over Lævinus Christian Sander
Til hans Enke.
Til hans Enke.
Sander aander ei mere, ak nei: han lider ei længer;
Tung var i Livet hans Vei, Døden har bragt ham til Fred.
Dyd var hans inderste Trang; thi gavned’ han villig og kraftig:
De, han gavnede fro, stundom beredte ham Gift.
Efter Sandhed hans Tørst var heed; med speidende Blikke
Trængte han dybt i dens Lys, salig han blev i dets Glands;
Og han spredte det ud, han kjek udsprede dets Straaler,
Ædle deelte hans Lys; Ædle velsigne hans Navn.
Faa kun forstode hans Aand; men Gud forstod den hist oppe;
Derfor kaldtes han did, hvor han miskjendes ei meer.
Der er Sandhed og Lys og Dyd i evindelig Eendrægt;
Der har Sander sit Hjem, høit over skyggefuld Jord.
Laurbærkronen han her ei vandt; men Kronen af Stjerner
Rakte ham Lysets Gud, nævnte ham kjærlig sin Søn.
Derfor Sophie! græd ei — Med Taaren i hovnede Øie
Hilser jeg dig med den Bøn: græd ei, Sophie, for ham!
Ogsaa jeg har ham kjendt, og elsket ham, elsket ham saare;
Ogsaa jeg var ham kjær: stolt jeg udtaler det Ord.
Først som Yngling, som Mand og nu jeg stunder mod Olding,
Eens han var mig, og eens steeg han tilsidst i sin Grav.
Men jeg signer hans Ro: hans Legem hviler fra Møie;
Hisset smiler hans Aand ned mod de fjernede Smaa.
Did han vinker dig glad, ja blid han vinker os Alle,
Os, som forstode hans Værd, os, som velsigne hans Navn.