Vist ingen Amazone
Den første Strømpe bandt:
En nordisk, yndig Kone
Den ædle Kunst opfandt.
Paa Glutter ømt hun saae,
Hvor frøs de kjære Smaa!
Da tog hun fire Pinde,
Og Knuder slog derom,
Og af en ulden Tvinde
To Strømper snart fremkom;
Hun sagde: „Pusling, bie!
„Put kjønt dit Been heri!”
Da smiled’ glad den Moder!
Thi Strømpen varmed’ brav;
Og alle sine Poder
Hun saadan Varme gav.
Snart Manden Strømper bar;
Sidst fik hun selv et Par.
Fred med den fromme Qvinde!
(Hun vist i Himlen boer)
Af hendes Strikkepinde
Blev Nytten saare stor;
Enhver, som nu kan gaae,
Har bundne Strømper paa.
Hvor morsomt er det ikke,
Med Nøglet i sit Skjød,
Sin Strømpe selv at strikke,
Og sysle for sit Brød!
En Stakkel faaer den Mand,
Hvis Brud ei strikke kan.