O drømmerige Nat, o dunkle Skygger!
Hvi fængsle I saa fast mit svage Blik?
Du dybe Skov, hvor Nattergalen bygger!
Du tryller mig med saadan sød Musik.
Det er, som turde du ej Aande drage,
Som holdt du paa et Suk, du stille Nat!
Det er, som hørte jeg en sælsom Klage
Fra Bækken hist imellem Busk og Krat.
Omkring mig ligger Engen i en Taage,
Det er, som stod jeg paa en lille Ø;
Men under Taagebølgen Engle vaage,
De flyve ogsaa over Skov og Sø.
Og fra det Høje tusind Stjerner blinke,
Det er et Guddomssmil fra Livets Kyst;
Det er, som vilde de mig Trøst tilvinke
Og tænde Lysets Flamme i mit Bryst.
O drømmerige Nat, o stille Aften!
Du er et Billed af min egen Sjæl,
I dunkle Skygger hviler Ungdomskraften,
Og jeg — ja, jeg forstaar mig neppe selv.
Men hellig er den Stund, naar Nat og Taage
Fordunkle Solen i vor Ungdoms Vaar.
Er det end mørkt, saa vil Guds Engle vaage,
Til Morgenstunden lyse Time slaar.
Og Dagen gryr, naar Evighedens Længsel
Os griber i det mørke, tunge Bryst,
Da vil Gud Herren sprænge Nattens Fængsel,
Og Alt vil aande gjenfødt Liv og Lyst.
Og da skal Aanden atter fro opstige
Og fryde sig som Fugl i Morgenrød,
Og da skal alle klamme Taager vige,
Og Blomsten aabne sig for Solens Glød.
Saa sov da Alt, hvil sødt i Nattens Mørke!
— Vær ogsaa glad, har Lykken dig forladt!
Gud! giv os Alle Liv og Kraft og Styrke,
Lys over hele Verden dit Godnat!