Det hvisker saa tyst gjennem Lunden hist,
Det er Luftningens Leg med den løvede Kvist;
Det pusler saa sagte i hver en Vraa,
Det er Alfernes Dands ved den rislende Aa.
Det sukker saa ømt i den tavse Nat,
Det er Kilden, der risler bag Busk og Krat;
Det klinger saa sødt over Hav og Land,
Det er Havfruens Sang ved den dybe Strand.
Det nynner saa smaat bag de store Træer,
Det er Skovens Aander, der komme os nær.
Tys, stille — jeg hører min egen Sang,
Det er Echo, der svarer med liflig Klang.
Og det glimter som Lyn bag den fjerne Sky
— Mon Stjerner slukkes og tændes paany? —
Det blænder mit Øje, det løfter mit Sind,
Som kunde jeg se i Guds Himmel ind.
Og det hvisker saa underligt i mit Bryst,
Og det nynner og sukker med dæmpet Røst,
Det risler og flagrer, det gynger saa fro,
Det er Natten, der luller min Sjæl i Ro.
Og det glimter derinde med fager Glands,
Det er Haabet, der tænder sin Stjernekrands,
Og det bliver saa venligt og fagert og lyst,
Det er Himlen, der spejler sig i mit Bryst.