Hvo vandrer i de morgenblanke,
Med Skov bedækte, Bjerges Snee?
Stolt blinker Brynjen om den Ranke,
Og stolt er hendes Gang at see.
Hvi aabned nys sig da den Kilde,
Som ruller med en Taareflod,
Da, Stammen lig i Storme vilde,
Henböiet, sörgende hun stod?
Hun jamred; huult og mat som Sukket
Fra Örnen ved dens Unges Död,
Det fra den Kvalomspændte vugged,
Det mellem Klipperne gjenlöd.
— Og hvo er Du, og hvad Din Trængsels
Den nu forsvundne, dunkle Gru?
Ak, er det Dig, min dybe Længsels,
Det höie Nordens Disa, Du? —
Ja, min den var, den bittre Klage,
Det Suk, selv Klipperne forstod,
Ved Mindet om de svundne Dage,
Ved Tanken om det rundne Blod,
Da Nordens Helteætling stærke
I Kampe med sin Broder laa,
Da Tvedragts fule Kainsmærke
Jeg paa hans aabne Pande saae.
Dog stille! Fred med alle Döde!
Nu Livet over Graven staaer,
Og gjennem Dödens Skygger bröde
De Glimt, der om en Morgen spaaer;
Jeg hörte sammenflydte Toner
Af Nordens djærve Sönners Sang,
Der vugged sig i Skovens Kroner
Med Ild, med Aand, med Helteklang.
Saa pröved Norden ikkun Kræfter,
Det fandt, hvor Sværd i Sværdet bed,
Paa Valen, hvad det higed efter,
Og kæmped sig til Kjærlighed;
Nu lukket er de blodigröde,
De dybe Skrammer, Hadet slog,
Men alle Nordens store Döde
Staae sammen i Einheriatog.
Ja vist, saa vist som Nordens Graner
Nu vaie dobbeltstolt paa Fjeld,
Saa vist som alle Nordhavs Svaner
Nu synge dobbeltsödt i Kveld,
Skal Nordens Kampe sig forklare
Som Valhalslege, Bryst mod Bryst,
Dets Kjærlighed sig aabenbare
Med al sin rige, fulde Tröst!”
