Den Femte Davids Poenitentze-Psalme
Siunges som:
Siunges som:
Verdens Venskab er som Skyggen.
Verdens Venskab er som Skyggen.
Vide Dorothe Engelbrechts Sang-Offer.
Vide Dorothe Engelbrechts Sang-Offer.
Hør min Bøn/ o Fader fromme!
Du som boer i Himmerig/
Og mit Raab lad for dig komme/
Skiul dit Ansigt ey for mig/
Bøy dit Øre til min Smerte/
Paa min Raaben giv og agt/
Trøste vel mit høyt beklømte Hierte/
Gid jeg vorder ey forsagt.
2.
Mine Dage slet forsvinder/
Som en Røg/ der farer bort/
Mine Been og Smerte finder/
Slet forbrent af Sorgen sort/
Ah! mit Hierte lider Plage/
Det for Tørst er tørt som Græs/
Ah! jeg arme mægter ey at drage
Dette svare Synde-Læs.
3.
Hvert mit Been ved Kiødet henger/
Udaf jevnlig Suk og Graad/
Synden hart mit Hierte trænger/
O! hvor skal jeg finde Raad?
Som Rørdrummen jeg omsvæver/
Langt fra Folk i vilden Ørk/
Og som Uglen/ Dagen rød/ jeg stræver/
I forstyrred Stæder mørk.
4.
Som en eenlig Fugl paa Taget
Jeg af alle er forlat,
Jeg for Synden høyt er plaget/
Angisten mig tager fat/
Fienderne mig forhaane/
Sværger ved mig spottelig/
Ondskabre udaf hin anden laane/
At de kand forøde mig.
5.
Aske jeg som Brød mon æde/
Al min Drik med Graader blent/
Jeg veed ey af nogen Glæde/
Som dig Gud er best bekient/
Thi din Vrede mon mig qvæle/
Suk og Sorrig er min Mad/
JEsu hielp mig snart og icke dvæle/
Giør mig engang Hierte-glad.
6.
Svundne ere mine Dage/
Som en Skygge far de bort/
Og som Græs der visner fage/
Er jeg udaf Sorgen sort/
Men du HErre ævig bliver/
Og dit Navns Hukommelse/
En ny Glæde ind i Hiertet giver
Hos os arme Syndere.
7.
Giør dig rede/ milde Fader/
Zion frels/ som er din Brud/
Stød dem ud/ som hende hader/
Hør og giør det fromme Gud/
Hver af dine gierne vilde
At dens Steen og Kalk blev lagt/
Paa det Hedningerne stolt og gilde
Kunde frygte for din Magt.
8.
At du bygger Zions Mure /
Hvor udi din Ære er/
Saa vi arme Creature
Kunde priise HErren kier/
Som saa naadelig sig vender
Hen til de forladnes Bøn,
Dennem at forøde hand ey nænder/
See saa from er HErrens Søn.
9.
O! hvad er det værd at skrive/
Saa en hver kand ret forstaa/
Som herefter fød skal blive/
Hvor vel Gud os hielpe maa/
Naar som Angsten monne storme
Ind paa os med største Magt/
Saa vi usle skrøbelig Jord-Orme/
Icke bliver plat forsagt.
10.
Thi Gud af sin Høyheds Throne
Seer paa os elendige/
Og de Fangnes Sorge-Tone
Vil hand naadelig ansee:
Saa hans Navn kand vidt udbredes
Iblant Folkets store Haab/
Ja hans Almagt bør af os tilbedes/
Hand bønhører og vort Raab.
11.
HErren mig ydmyget hafver/
Paa mit Levnets Vandrings Sti/
Saa jeg tit i Angist traver/
Gud mig dog en gang udfri/
Og mit Hierte saa berede/
At det kunde Teckes dig/
Naar du saa vil mig en gang udlede/
Led mig da til Himmerig.
12.
Himlene din Gierning ere/
Jorden hafver du og giort/
Hvilcke stedse/ HErre kiere/
Som et Klæde ældes fort/
Men du u-omskiftet bliver/
Dine Aar Ævig staar/
Dine Tienere du og saa giver
Ævigt Liv / som ey forgaar.