Gud Helligaand, vor Igjenføder
Til Børn af ham, som os har skabt,
Til alt hvad Hedninger og Jøder
Ved Synd forbrød, ved Død har tabt!
Vær du vor Tolk, vær du vor Taler!
Vær du vor himmelske Husvaler,
Til vi bli’r ny fra Top til Taa!
Det nye Liv, som hos os svulmer,
Hvor lysteligt at tænke paa!
Den lille Gnist, som i os ulmer
Fra Arilds Tid i Aske graa,
Se hvor den flammer, hvor den tindrer,
og brænder paa alt hvad som hindrer
Nylivets Væxt i Herrens Lys!
Men farefuldt er Levneds-Løbet
Paa Vejen mellem Ilde to,
Hvor evigt Liv for Død er Kjøbet,
Og Støttestaven kun vor Tro,
Saa altid maa det gamle dødes,
Før i dets sted det ny kan fødes,
Som Frelseren af Grav opstod.
Ja, gennem denne Skærsilds Luer
Gaar Vejen til Jerusalem,
Den smalle Sti paa Myretuer
Til Livets Væld og Lysets Hjem,
Og over Porten til Guds-Staden
Med Flamme-Skrift staaer paa Guldpladen:
Bekjend din Tro! Fornægt dig selv!
Det er den snævre Port for Sjælen,
For det i os, som siger "jeg",
Hvis Ære med den dybe Knælen
Indlysende forliges ej;
Skjøndt intet værdt er hvad vi mister,
Os Egenkjærlighed dog frister
Til paa "os selv" at holde fast.
I Kampen hed, hvad kan husvale,
Undtagen, Helligaand! din Trøst
Som Himmel-Dug i dybe Dale
Som Moder-Kjærlighedens Røst?
Vær du vor Tolk! vær du vor Taler!
Vær du vor himmelske Husvaler,
Til vi bli’r ny fra Top til Taa!