Langt højere Bjerge saa vide paa Jord
Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
Men gjerne med Slette og Grønhøj i Nord
Vi Dannemænd tage tiltakke;
Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst;
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!
Langt skjønnere Egne, vil gjerne vi troe,
Kan Fremmede udenlands finde,
Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene groe
Ved Strand med den fagre Kjærminde;
Og dejligst vi finde, ved Vugge og Grav,
Den blommede Mark i det bølgende Hav!
Langt større Bedrifter, for Ære og Sold,
Maaskee saae man Udlænding øve;
Omsonst dog ej Dannemænd førte i Skjold
Med Hjerterne Løve ved Løve;
Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
Vi bytte ej Banner, vi skifte ej Skjold!
Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
End her mellem Bælte og Sunde;
Til Huusbehov vi dog har Vid og Forstand,
Vi vil os til Guder ej grunde;
Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
Skal Tiden nok vise: vi tænkte ej slet!
Langt højere, ædlere, finere Sprog
Skal findes paa Fremmedes Tunge;
Om Højhed og Dejlighed Dannemænd dog
Med Sandhed kan tale og sjunge;
Og træffer vort Modersmaal ej paa et Haar,
Det smelter dog mere end Fremmedes slaaer!
Langt mere af Malmen, saa hvid og saa rød,
Fik Andre i Bjerg og i Bytte,
Hos Danske dog findes det daglige Brød
Ej mindre i Fattigmands Hytte;
Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for Meget og Færre for Lidt.
Langt ædlere Konger med Landsfader-Navn
Maaskee kan engang man opdage,
Men Ætten i Lejre og i Kjøbenhavn
Dog spørger endnu om sin Mage;
Thi prise vi Stammen af Skjold og af Dan,
Gid immer den blomstre i Fædrenes Land!
Langt højere Ros over herskende Drot
Man hørte fra Fremmedes Tunger;
Men Spørgsmaal, om altid det meentes saa godt,
Som her, naar hver Dannemand sjunger:
Vor Fredrik, han vorde som Duen saa hvid!
Hans Alder højloves som Fredegods Tid!