Langt høiere Bjerge saa vide paa Jord
Man har, end hvor Bjerg kun er Bakke;
Men gjerne med Slette og Grøn-Høj i Nord
Vi Dannemænd tage til Takke;
Vi er ikke skabte til Høihed og Blæst,
Ved Jorden at blive, det tjener os bedst!
Langt kønnere Egne, vil gerne vi troe,
Kan Fremmede udenlands finde,
Men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro
Ved Strand med den fagre Kjær-Minde,
Og deiligst vi finde, ved Vugge og Grav,
Den blomstrende Mark i det bølgende Hav!
Langt større Bedrifter for Ære og Sold,
Maaske saa Udlænding man øve,
Omsonst dog ei Danemænd førde i Skjold,
Med Hjerterne Løve ved Løve;
Lad Ørne kun rives om Jorderigs Bold!
Vi bytte ei Banner, vi skifte ei Skjold!
Langt klogere Folk er der sagtens om Land,
End her, mellem Belter og Sunde,
Til Huus-Behov dog vi har Vid og Forstand,
Vi vil os til Guder ei grunde,
Og brænder kun Hjertet for Sandhed og Ret,
Skal Tiden nok vise: vi tænkte ei slet!
Langt højere, ædlere, finere Sprog
Skal findes paa Fremmedes Tunge,
Om Høihed og Deilighed Danemænd dog
Med Sandhed kan tale og sjunge;
Og træffer vort Modersmaal ei paa et Haar,
Det smelter dog mere, end Fremmedes slaaer.
Langt mere af Malmen: saa hvid og saa rød
Fik andre i Bjerg og i Bytte,
Hos Dansken dog findes det daglige Brød
Ei mindre i Fattig-Mands Hytte,
Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,
Naar Faa har for meget og Færre for lidt.
Langt ædlere Konger med Landsfader-Navn
Maaskee kan engang man opdage;
Men Ætten i Leire og i Kjøbenhavn
Dog spørger endnu om sin Mage;
Thi prise vi Stammen af Skjold og af Dan!
Gid immer den blomstre i Fædrenes Land!
Langt høiere Ros over herskende Drot
Man hørde fra Fremmedes Tunger;
Men Spørgsmaal: Om altid det meendes saa godt,
Som her, Naar hver Dannemand sjunger!
Vor Fredrik! Han vorde som Duen saa hvid!
Hans Alder høiloves som Fredegods Tid!