Det Sidste jeg mindes,
Er Syner i Vang,
Hvis Vækkere findes
I Strængenes Klang,
I Tonerne klare,
Som stige fra Øe,
Og lydt aabenbare,
At Daner kun døe,
Som Soel og som Manne,
Der smilende daane,
Og straalende atter opstaae!
Ja, Dannemarks Døde
Jeg levende saae,
I gyldne Dag-Røde,
Af Graven opstaae!
Naar Hanerne gale,
Gjengangere flye,
Til Dødninge-Sale,
At sukke paa Ny;
Men da først ombelte
Sig Dannemarks Helte,
Om Natten de hvile i Fred!
Paa Land og paa Bølge,
I Høi og i Hald,
Med Solen de følge,
Som Øre med Skjald,
Om Natten de sove,
Om Dagen de gaae,
Med Fuglen i Skove
De glade opstaae;
Thi Bjarkemaals-Sangen
Er gammel i Vangen,
Er Leire-Gaards-Hanernes Gal!
Da Axel hin Hvide
Blev lagt under Muld,
Nedsank, ved hans Side,
Det herlige Kuld,
Med Tanker fuldhøie,
Og Taare fuldvarm,
Med Himlen for Øie,
Og Bølgen i Barm;
Men sank dog, omgivet
Af Vidner paa Livet,
Ja, sank i Opstandelsens Haab!
I Kirken uddøde
Det Søvætte-Kuld,
Hvis Brynier gløde,
Som Dagrøde-Guld;
Hvad Kirken man laaner,
Dog aldrig forgaaer,
Hvad i den neddaaner,
I Skolen opstaaer,
Det kunde fornemme
Den Helt, som i Gjemme
Gav Saga de Elskedes Navn!
Ja, Axel! du Kjære,
De Elskedes Navn,
Til Dannemarks Ære,
Gav Saga i Favn;
Du følde, at Haanden,
I Havfruens Barm,
Nødvendig for Aanden
Maa finde sig varm,
Og reise Den Stole
I Dannemarks Skole,
Hvor selv Den forklarer sit Liv!
Kun ilde det tegned
Mangfoldige Aar,
Dog sikkert du regned
Paa Dannemænds Kaar:
Om Blodet end spædes,
Det vorder ei Vand;
Hvor Daner end stædes,
Det kjendes paa Stand:
Skjøndt Kjærlighed ældes,
Som Blad den ei fældes,
Og ruster slet ikke med Staal!
Og nu seer jeg gløde
De Brynier blaa,
I gyldne Dag-Røde,
Hvor Helte opstaae,
Med Axel hin Hvide,
Af Graven i Soer,
Hvor før, ved hans Side,
De groves i Jord!
Alt Æsben hin Snare
Og Vetheman fare
Til Seier paa sortladne Hav!
O, venlige Svale!
I Vinter-Nat kold,
Dig op af din Dvale
Du vovede bold,
Og svang dig, som Duer
Fra Lys-Havets Egn,
I tonende Buer,
Med Dannebrogs-Tegn!
Ei Sommer i Dale
Gjør enlige Svale,
Men skaber dog mindeligt Savn!
O, Svale hin sære,
Med Nattergal-Slag!
Velkommen du være
Paa Marken i Dag!
Velkommen tilvisse,
Om eenlig du fløi,
Men hvad da med Disse,
Der stege fra Høi,
Fra blaanende Bølge,
For kjærlig at følge
Hav-Fruens oplevende Røst!
Ja nu faaer vi Sommer,
Og nu har vi Dag,
Da mandstærk du kommer
Med Dannemarks Flag!
Med Axel hin Hvide,
I Bøgenes Ly,
Hav-Heltene ride
Nu Sommer ad By!
Med Æsben hin Snare
Og Vetheman fare
Nu Daner til Bryllups med Fryd!
Ja, herlige Svale!
Nu veed jeg det vist,
Du bryder din Dvale,
Nu ikke som sidst,
Kun for os at minde
Om hvad vi har glemt,
Men for os at finde,
Som du os har stemt:
Ret inderlig glade
Ved levende Blade,
Ved Hav-Fruens levende Røst!
Ja, Andet end Skygger
Du skuer i Dag,
Da Rede du bygger
Nu under vort Tag:
Du føler i Barmen,
Med Vinge som Haand,
At nu kommer Varmen
For Dannemarks Aand,
At nu er i Gjære,
Hvad Verden skal lære,
At Blomsterne Muldet er næst!
O, Saxo hin Gamle!
O Fader saa kjær!
Nu brat sig forsamle,
Med Skjold og med Sværd,
Om Axel hin Hvide,
De Sønner af Muld,
For Dana at stride,
Med Staal og med Guld;
Saa Fremmede lære,
Du Dannemarks Ære
Dog redded, som Axel dig bød!
Udlokket af Flinten
Er levende Gnist,
Opdaget paa Klinten
Hun blev dog tilsidst,
Den Blyhedens Blomme,
Den Konninge-Mø!
Fra Othar hin Fromme
Hun maatte ei døe!
Nu stiger med Solen
Paa Dronninge-Stolen
Den ærbare Sigrid saa væn!
Vel mægted den Jette,
Som Ræven saa huul,
At speie og flette
Guld-Lokker i Skjul;
Men Dannemarks Kæmpe,
I Smaapige-Ham,
Opreder med Lampe,
Hvad ei taaler Kam;
Jeg seer dem alt flagre,
Som Ax over Agre,
Naar Byg-Vangen gulner i Glands!
O, nu faae vi Sommer!
O, nu har vi Dag!
Nu voxe der Blommer
Paa Fjeld og paa Tag!
Nu voxe der Palmer,
Som Rosmer paa Straa!
Nu klinge der Psalmer,
Hvor Leerne gaae!
Nu synger det Døde!
Nu blomstrer det Øde!
Nu Bjergene springe med Fryd!
Ja, Herren i Naade
Til Dannemark saae!
Det blev os til Baade
At bie derpaa!
Skjøn Havfru paa Tilje!
Nu hørdes din Bøn,
Han fremmed din Vilje,
Som raader i Løn!
Nu til dine Strande
Kom Helligdoms Vande:
Kom Pison, Hiddekel og Phrat!
I Blinde til Aanden
Du satte dit Haab,
Som gjorde, trods Haanden,
Af Vandet en Daab;
Velsignede Væde,
I Kalken saa fiin,
Du tømde med Glæde,
Som Paradis-Viin,
Som Vindrue-Saften,
Hvori Han er Kraften,
Som vidner: Vin-Stokken er jeg!
Forgjæves ei bøied
Du dig for Guds Ord,
Til Himlen ophøied
Han troende Jord,
Til Viin Han omvendte
De Bølger saa blaa,
Ei Andet Han nændte,
Da Troen Han saae;
Og snart, om det nytter,
Han Bjergene flytter,
Og lægger i Bølgernes Skjød!
Saa snoer sig om Bøge
Vin-Ranken i Christ!
Hvad Hjerterne søge,
Det finde de vist;
Som Vaagende rede,
Saa Leie de faae,
Som Hjerterne bede,
Saa Bølgerne gaae,
Naar Støv-Hjertet banker
For himmelske Tanker,
Da sprænger det Himmerigs Port!
Ja, Nordens Hav-Frue,
Med bølgende Kaar!
Før Dagen, vi skue,
Og end før i Gaar:
Før Dagen hin milde,
Hvis Aften jeg saae,
Ved Konninge-Kilde,
Hvor Krandsene laae,
Ja alt i din Vugge,
Med Sang og med Sukke,
Du søgde de Levendes Land!
Du følde med Smerte
Støv-Tempelets Kaar,
Du gjemde i Hjerte,
Tretusinde Aar,
Som Jonadabs Sønner,
Din Stam-Faders Ord:
Kun slet det sig lønner
At bygge paa Jord,
Langt bedre at følge
Den rullende Bølge,
Som kom fra de Levendes Land!
De høieste Bjerge
Gik Bølgerne paa,
Men favned hans Færge,
Med venlig Attraa,
Og bar den, som Frænder,
Til Ararats Top;
Ja bar den paa Hænder
Til Skyerne op,
Mens Gud, for de Fromme,
Igjen lod opkomme
Af Havet en blomstrende Øe!
Da Jorden begravet
i Afgrunden laae,
Kun Himlen og Havet
Fra Arken man saae;
Da Bølgen var Tilje,
Og Skyen var Tag,
De fremmed Hans Vilje,
Som gjorde til Vrag
Grundmurede Haller,
Som Muslinge-Skaller,
Men Arken til klippefast Borg!
Da vendte i Hjernen
Sig Øiet til Sky,
For Pagten med Stjernen
Igjen at fornye;
Da Hjerte med Bølge
Sig kjærlig forbandt,
At fare i Følge,
Til Hjemmet de fandt;
Men Haanden i Barmen,
Fortryllet af Varmen,
Til Støv og til Dyr sig forsvor!
Ja, let er at raade,
Ved Lyset fra Øst,
O Havfru, din Gaade,
Til Børnenes Trøst,
Som skal gjennem Luer,
Ved Dømme-Dags Gry,
I bølgende Buer,
Sig hæve til Sky,
Mens blomstrende Muldet,
Udglødet som Guldet,
Sig smykker til Deiligheds Hjem!
Med Brødrene mange,
Du hørde, i Løn,
De hellige Sange
Af Bergelmers Søn,
Om rullende Bølge,
Som Fisken i Hav,
Til Hjemmet at følge,
Hvor Guldet, som Rav,
Sig til et Høi-Alter
Paa Bølgen gestalter,
Hvor Støv-Fuglen offrer sig selv!
Fra Libanons-Skoven
Du stirrede did,
Hvor Skyen med Voven
End mødtes saa blid,
Hvor Bjerget stod herlig,
Som Arken i Havn,
Hvor Solen sank kjærlig
I Bølgernes Favn;
Der Hjemmet jeg finder,
Med glødende Kinder
Du raabde, og klapped i Haand!
Da bleve til Vinger
De Hænder paa Stand,
En Fjer blev hver Finger,
Du fløi over Strand;
Du fløi over Vange,
Hvor Druerne loe,
Men saae, sig en Slange
Om Rankerne snoe,
Da maatte i Sinde
Dig Ordene rinde,
Din Stamfader hvisked i Løn!
Han sagde: et Bæger
Vi bære med Savn,
Men Vinen, som kvæger,
Har mistet sit Navn;
Til atter det lyder,
Har Vinen paa Jord
Ei mere de Dyder,
Den havde i Fjor,
I Blodet den bruser,
Og Hjernen beruser,
For Vin-Oos sig vogte min Æt!
Du fløi imod Vesten,
Du fløi imod Nord,
Som Bør dig gav Blæsten,
Og Strømmen gav Spor!
Du fløi, som du dandsed
Paa Bølgerne blaa,
Til barske dig standsed
Iis-Klipperne graa;
Da maatte i Sinde
Dig Ordene rinde,
Din Stamfader hvisked i Løn!
Han sagde: vi følge,
Det bedste vi kan,
Den rullende Bølge
Fra Levendes Land,
Men see vi, at Kulde
Gjør Klipper i Søe,
Da sukke i Mulde
Vi dybt om en Øe,
Med bølgende Belte,
Til Klipperne smelte,
Som spærre de Levendes Land!
Da sukked du saare,
Og vendte, paa Stand,
Hver vingelig Aare
Fra Isbjerge-Land;
Mod Østen da fulgde
Du Strømmen paa Spor,
At see, hvad sig dulgde
Saa hjemlig i Nord,
At see, om derinde
Maaskee var at finde
Forhaabningens smilende Øe!
Du fløi over Belte,
Du fløi over Sund,
Saae maigrønne Telte
Sig hvælve i Lund,
Saae deilig paa Vove
Sig brede en Øe,
Med bølgende Skove,
Fra Bakke til Søe,
Med blommede Enge,
Til Sangfugle-Senge,
Med Belte, med Kridt og med Rav!
Fra Issen til Barmen
Sig bugter en Fjord,
Hvor Lyset med Varmen
Skal mødes i Nord,
Det randt dig i Sinde,
Da Sælland du saae,
Og aldrig af Minde
Skal Ordene gaae:
See, her vil jeg bygge,
Mens Bøgen har Skygge,
Mens Kridt finder Blad over Klint!
See, her vil jeg svømme,
Som Svane i Fjord,
I Løv-Hytten drømme
Om Livet i Fjor!
Ja, her vil jeg kvæde
Min Havfrue-Sang,
Med Graad og med Glæde,
Med bølgende Klang,
Til Klipperne smelte,
Og himmelblaa Telte
Jeg seer i de Levendes Land!