9. Babels-Taarnet
Egen Melodi af C. Barnekow.
Egen Melodi af C. Barnekow.
Paa Sletten ved Euphrat i Asialand,
Hvor nu kun boer Tiger og Løve,
Der Kæmperne fordum med Dværge-Forstand
Sig flokked for Konster at prøve;
Men Vorherre, Han var deres Mester.
De sagde: hvad aldrig Man hørde tilforn,
Og Ingen skal giøre os efter,
Af Tegl lad os bygge til Himlen et Taarn,
Et Mærke paa Menneske-Kræfter!
Men Vorherre, Han var deres Mester.
Og lad os om Taarnet saa bygge en By,
Der rummer os alle tilhobe,
Om Floden da gaaer over Bjerge paany,
En Dyst vi paa Sletten tør vove!
Men Vorherre, Han var deres Mester.
Saa ælted de Leer og saa brændte de Tegl,
Og Lim kogde ret de med Gammen,
De tænkte, det kunde nu aldrig slaae feil,
Det hængde jo ypperlig sammen.
Men Vorherre, Han var deres Mester.
Da havde end Alle det deiligste Sprog,
En Levning fra Paradis-Dage,
Det Mennesket gjorde paa Verden fuldklog,
Og spared ham megen Umage.
Men Vorherre, Han var deres Mester.
Da sagde vor Herre: nei hold! ikke saa!
Forvirre lad Os deres Tale!
Da kunde ei meer de hinanden forstaae
End Heste kan Haner, som gale.
For Vorherre, Han er deres Mester.
Kun Babel, Forvirring, kom Alle ihu,
De skyldte hverandre for Skaden,
Og Babel blev Navnet, og er saa endnu,
Paa Taarnet saavelsom paa Staden.
For Vorherre, Han var deres Mester.
Nu hver sine Veie med Nag og med Sorg
Udvandred, som Lige med Lige,
Kun Nimrod af Taarnet sig laved en Borg
Og stifted det Babelske Rige.
For Vorherre, Han var deres Mester.
Saatit sig de Kloge nu flokke i By,
Og taarne sig op imod Himlen,
Da skaber Vorherre et Babel paany,
Som Avner adspreder han Vrimlen;
For Vorherre, Han er deres Mester!