N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Fra Afguders Altre slog Røgen i Sky,

Vor Herre saae ned fra det Høie,

En Fader han søgde til Folket det ny,

Paa Abraham faldt da Hans Øie.

Ebræer! Han sagde, bind op om din Lænd,

Gak ud fra dit Land og din Hytte,

Følg med, hvor jeg vinker, saa er du min Ven,

Mit Land Jeg dig giver til Bytte.

Jeg gi’er dig et Land og Jeg giør dig et Navn,

Som aldrig sig taber i Vrimlen,

Jeg giver dig Sønner at tage i Favn

Saamange som Stjerner paa Himlen.

Velsignet du være! saa være og de,

Som hilse dig vide om Lande,

Bandsatte af Mig, skal for Øjne Man see,

Er Alle, som dig vil forbande!

Paa Jorden, ombølget fra Bredd og til Bredd,

I Tidernes Løb, som de skride,

Velsignelsen ene hos Abrahams Sæd

Skal findes af Sorte og Hvide!

Farvel, sagde Abraham, Fæderneland!

Farvel, mine Venner og Frænder!

Jeg følger min Gud, for min Glæde er Han,

Min Hjelper til Jorderigs Ender.

Kom, Sara! kom, Lot! kommer Mange og Faa

Som dele vil Abrahams Lykke!

I Kanaan lad os vor Bopæl opslaae,

Vor Telt i den Høiestes Skygge!