Bladet fra Munden!
Du, som ei tjener, paa Høi og i Lunden,
Afguders brogede Vrimmel,
Men i de Helliges Samfund paa Jord
Faderens levende Ord:
Skaber af dig og den stjernede Himmel!
Tidlig og seent lad dig ringe for Øre:
Tal ikke saa, at du glemmer at høre!
Glem ei, at høre og lyde er Eet!
Granskning i Skriften
Tjener til Rustning, men er ei Bedriften!
Spørgsmaal giør ei til de Døde,
Men til den Aand, som ei Skrifterne blot
Kiender vidunderlig godt,
Men ogsaa Dybet i Græker og Jøde,
Aanden, som alle Guds Løndomme kiender,
Vier os ind under Brødrenes Hænder,
Naar deres Amen er Ja til Guds Ord!
Bladet fra Munden!
Det er med Aanden din Lov-Bog i Grunden!
Ordet kan du ikke føre,
Aanden er Christi Statholder paa Jord,
Han kan kun føre Guds Ord,
Sjælene gribe og Hjerterne røre!
Giv ham dit Hjerte og laan Ham din Tunge!
Høie og Lave og Gamle og Unge
Lytte da, som de har Sandheden kiær.
Røsten kan skingre,
Naar du kan Bladene paa dine Fingre,
Giælde kan du for en Taler;
Men hvis ei selv dig bedrage du vil,
Husk, at det er din Postil,
Som intet bygger, hvad end den afmaler!
Pen er en Prøver, Man neppe kan miste,
Altid en Pind dog til Talens Ligkiste,
Taget paa Tunge, dens Helsot og Død!
Bladet fra Munden!
Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden,
At det er Hjertet paa Tungen!
Glemme sig selv over Gavnet, Man giør,
Det giør Man helst, naar Man tør,
Texten Man læser sig selv kun nødtvungen!
Tidlig og seent lad dig ringe for Øre:
Tal ikke saa, at du glemmer at høre!
Glem ei: at høre og lyde er Eet!
Tindre som Stjerne,
Evig paa Himlen, det lyster vor Hjerne,
Jubler, naar Daniel vinker;
Renses af Herren til Lighed med Ham,
Bære Hans Kors og Hans Skam,
Vil vi kun nødig og synes, det sinker!
Tro ham dog ikke, den Helvedes Frister!
Skyer du Korset, og Kronen du mister,
Hvor den dig vented, du kommer for seent!