Den Christne Kirkes skiønne Navn
Vil overalt man bære;
Men Herrens Folk til evigt Gavn,
Det vil dog Faa kun være;
Sig Kirkens Navn med Uret gav
og giver mangen kalket Grav,
Som Dødningbeen kun giemmer.
Almindelig, det kaldes ret
Guds Kirke trindt paa Jorden,
For Tider, Folk og Tankesæt
I Syden og i Norden;
Fra hver en Kant, mens Verden staaer,
Om Hyrden flokkes Hjordens Faar,
Hvo kan vel det forhindre!
Men Kirken den er dog kun een,
Eet Navn i alle Munde,
Til Grundvold Gud har lagt en Steen
Som rokkes ingenlunde,
Det samme altid i en Sum
Er Christi Evangelium,
Som os mon saliggiøre.
Derfor det første Kirke-Tegn
Er Livets Ord og Lære,
For Hjertet Soel og Dugg og Regn
Til Jesu Christi Ære,
Thi hvor det lyder uden Tant,
Det kiendes og, Guds Ord er sandt,
Kan uden Frugt ei blive.
At Kirken staaer i Daabens Pagt,
Det kan ei heller feile,
Og Herren vil, som han har sagt,
Sit Vidnesbyrd beseigle,
Som med sin Aand, vor Trøster god,
Saa med sit Legem og sit Blod,
De Christnes Mad og Drikke!
Paa Lydighed mod Herrens Ord
Det er saa godt at mærke,
Hvor Gud sit Tempel har har paa Jord,
Og Christus Kæmper stærke,
Der hører Gud den stille Bøn,
Der lyder Takke-Sangen skiøn
I Hjerter og i Munde!
Et helligt Liv i Jesu Tro
Kan Verden ei behage,
Saa under Korset Christne boe
I Verden alle Dage,
Men Altid har af Herrens Røst
Hans Kirke-Folk den rige Trøst,
De Himmerig skal arve!
Ugræs og Klinte findes fast
Blandt Hveden aabenbare,
Mundchristne leve i Skam og Last,
Det Dommedag skal klare;
Guds Helgen har en kraftig Daab,
Een Gud, een Drot, een Tro, det Haab
At samles i Guds Rige!
Saa hav da Tak, o Jesus Christ!
Vi see heraf med Glæde,
Den sande Kirke er forvist
Og her blandt os tilstæde!
Dit Lys, ved Luther tændt paany,
Lad skinne her, til du i Sky
Din Kirke vil forklare!