Som den gyldne Soel udbryder
Giennem den kulsorte Sky,
Og sin Straale-Glands udskyder,
Saa alt Mulm og Mørke flye,
Saa igiennem Løgn og Tant,
Da Guds Herre-Dag oprandt,
Ordet brød med Lys og Ære,
Herrens Navn velsignet være!
Lover Gud, I Christne fromme,
Giæster ved hans Naade-Bord!
Lad i Sang os ihukomme
Herrens Gierninger paa Jord!
Alter-Bordets klare Guld
Var som sjunket under Muld,
Men, trods Keiser, Band og Pave,
Herren lod sit Guld opgrave!
Herrens Bog var lagt paa Hylden,
Æventyr i Kirken lød,
For en Krone, for en Gylden
Himmerig tilfals De bød,
Sandheds Lys og Korsets Ord
Var som sunket ned i Jord,
At de skulde ei fordømme
Pave-Løgn og Munke-Drømme.
Stærke dog er Herrens Domme,
Liv og Aand er Herrens Ord,
Lover Gud, I Christne fromme!
Lover Gud, I Engle-Chor!
Lyset kom og Mørket svandt,
Paven tabde, Ordet vandt,
Læs af Løgn, som Bjerg at skue,
Vælted Biblens Myre-Tue!
Herrens Raad ei Støv udgrunder,
Verden aldrig dem forstaaer,
I Guds Haand giør Smaating Under,
Tigger-Munk giør Jubel-Aar;
Morten Luther med Guds Ord
Tændte Lys igien paa Jord,
Saa hans Navn skal gaae med Solen,
Straale under Naade-Stolen!
Lover Gud, I Folk, og sjunger:
Guds Apostler trindt paa Jord
Nu igien med vore Tunger
Tale klart Guds rene Ord!
Hjerte-Sproget nu paany
Lyde skal i høien Sky,
Tunger gløde, Hjerter brænde,
Ved Guds Ord til Verdens Ende!
Tak, vor Fader i det Høie!
Tak i Jesu Christi Navn!
Naade for dit Guddoms-Øie
Fandt vor ringe Føde-Stavn,
Ordet over Bølgen blaa
Bød i Aandens Kraft Du gaae,
Lod til Salighed det virke
Jærtegn i vor lave Kirke!
Aldrig, Gud, Du det forandre!
Lad i fromme Fædres Fjed,
I dit Aasyns Lys os vandre,
Lyses hjem til Dig i Fred!
Dagen hælder, hos os bliv,
Du som er vort Lys og Liv!
Mæt du os med Sjæle-Føde!
Giør en liflig Aften-Røde!