Almindelig er Christi Kirke:
Et Bede-Huus for alle Folk,
Og kun i det vil Aanden virke
Som Kiærligheds og Sandheds Tolk;
I Tidens Løb saalidt den skifter
Sin Tro og Daab som Gud og Stifter,
Forjættelser saalidt som Aand!
O mærke det, hver Folke-Stamme,
Som knæle vil i Jesu Navn!
Var Moder-Skiødet ei det samme,
Ei heller saa var Faders Favn
Og havde Kirken Grundvold Skiftet,
Ei Sandheds Gud den havde stiftet,
Thi evig fast staaer Sandheds Ord!
Og mærker det, Med-Christne kiære,
Som har tilfælles Tro og Daab,
Og Herren til Gud Faders Ære,
Med Herlighedens store Haab!
O lader synke brat og falde
De Skillerum og Skandser alle,
Som giør splidagtigt Herrens Huus!
Hvad Guders Gud har sammenføiet,
Adskille maa ei Folke-Haand,
Kun hvor alt Enkelt sig har bøiet,
Det Hele er i Herrens Aand,
Og kun hvor Aanden, som han evner,
Med Kiærlighed hver Balk udjævner,
Kun der gaaer Herren ind og ud!
Giør Skoler høie, Skoler lave,
Som Nemmet er og Lyst og Kald!
Hver har sin egen Naade-Gave,
Og Kundskabs Trin giør høie Tal,
Men Huset, hvor vi Livet finde,
Er Kirken, hvor Guds Aand er inde,
Med Tro og Haab og Kiærlighed.
Om Himlen her vi Kundskab samle,
Som Manna-Gryn paa Ørkens Sand,
Og vorde vi end nok saa gamle,
Er Unge dog i Livs-Forstand;
Men kalde Intet vi "vort Eget"
Da skiøndt slet Ingen har for meget,
Tilsammen har vi Alle Nok!
Thi al Erkiendelse herneden
Af Livet i Guds Himmerig,
Den giælder ei for Evigheden,
Er dunkel kun og billedlig,
Forsvinde skal den som en Skygge
For Glandsen hist, hvor vi vor Lykke
Skal med Vorherres Øine see!
O lad da i vor Lære-Time
Alt Timeligt os bruge saa,
Som det sig allerbedst kan rime
Med hvad der evig skal bestaae!
Det er, hvad Hjertet godt fornemmer,
Har for sig alle Himlens Stemmer:
Uegennyttig Kiærlighed!