Vorherre kom til Jordans Flod,
Den Ydmyge og Milde,
Og af Sanct Hans Sig døbe lod,
Der nødigt det kun vilde,
Vorherres Daab i Jordans Flod,
Den skulde dog betegne
Den Daab, som paa vor Vaande-Bod
Nu raader allevegne.
I Daaben vi gienfødes!
Saa lægger nu ret Mærke til
Guds eget Ord om Daaben,
Saa I fordærve Fiendens Spil
Og undflye Kiætter-Hoben!
Udtrykkelig vor Gud og Drot
Til Daaben Vand udkræver,
Men Vandet er ei bart og blot,
Hvor Hellig-Aanden svæver,
Guds Aand det er, os døber!
Fra Jordan spurgde himmelsk Nyt
Man trindt paa Jorderige,
Gud-Faders Stemme aabenlydt
Man hørde der udsige,
Hvad hidtil hos Sig selv i Løn
Han holdt fra gamle Dage:
Du er min elskelige Søn,
Som Mig mon velbehage!
Med Jesu Daab vi døbes!
Guds egen Søn i Støvets Baand
Ved Jordan var at skue,
Der sig nedlod den Hellig-Aand,
Alt som Gud-Faders Due,
Saa, skiøndt kun Vand og Støv vi see,
Vi lære skal med Glæde,
De Himmelske Personer tre
I Aanden er tilstæde,
Vil hos os boe og bygge!
Vorherre sagde til de Tolv
Hans visse Bud hernede:
Gaaer ud, gaaer trindt paa Jordens Bold,
Fortabte at oplede,
Og døber i Guds Trilling-Navn
Dem med min Faders Stemme,
Og lærer dem i kiærlig Favn
Mit Vidnesbyrd at giemme!
Jeg følger med til Enden!
Ja, Salighedens store Haab,
Som vinde kan og vare,
Han bundet har til Tro og Daab
Med visse Ord og klare:
Kun født paany af Vand og Aand,
Gud-Fader vi behage,
Men naar vor Sjæl er i Guds Haand,
Vi Døden ei kan smage,
Thi Himmerig vi arve!
Hvor Støvets øie seer kun Vand,
Guds Ord dog øret hører,
Og Jesus Christus, Gud og Mand,
Med Aanden Vandet rører,
Da Sjælen seer en Purpur-Flod
Med Korsets ægte Farve,
Som skiænker den for Døden Bod
Og Ret til Gud at arve!
Godt Pant er Hellig-Aanden!