I Døden Jesus blunded’,
I Graven lagdes ned,
Har nu dog overvundet
Al Dødens Bitterhed;
Nu rinder op saa klar
Den Soel med Lys og Glæde,
Som i sit Jorde-Klæde
Saa slet formørket var!
I Gry, ved Engle-Styrke,
Er Stenen væltet hen,
Af Gravens Vraa, den mørke,
Opstod vor Sjæle-Ven!
Seer I med Had i Hu,
Som Jesus nys ombragde,
Som Ham paa Korset strakde,
Han lever dog endnu!
Vor Lovsang kæk udbryde
Om Jesu Herlighed!
Den hele Jord sig fryde,
Som skælved, da Han leed!
Hans Løfte er nu vist,
Thi sjunger, alle Munde,
Af dybe Hjertens-Grunde:
Tak skee Dig, Herre Christ!
Nu fik Man det at vide:
Den Skam og Død, Du leed,
Din Sjæle-Angst og Kvide
Var for vor Salighed,
Vi Seier fik ved Dig,
Thi vil vi Dig nu møde,
I Paaske-Morgenrøde,
Med Sang og Seiers-Skrig!
Almægtig Seier-Herre,
Som Fiendens hele Magt.
Dit Frelser-Navn til Ære,
Har under Fødder lagt!
Lær os at kæmpe saa,
At naar vor Strid har Ende,
Vi Palmer kan ihænde
Med Livets Krone faae!