O Held os, at vi kiende Dig,
Korsfæstede Forsoner!
Som Døden leed paa Jorderig,
Og nu i Himlen throner!
For os Du døde og opstod,
O lad os nu, trods Kiød og Blod,
Med Dig kun døe og leve!
Naar da vi lide, skal der ei
Os fattes Mod og Styrke,
Thi paa din egen Himmel-Vei
Er Du et Lys i Mørke,
Du er vort Skjold mod Fiendens Piil,
I Smertens Stund er Du vort Smiil,
Vort Liv er Du i Døden!